Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

SuperBest-chef: Ingen undskyldning for datofusk

Adm. direktør i SuperBest, Frank Jørgensen, afviser, at SuperBests struktur gør det vanskeligere at holde styr på, om butikkerne overholder fødevarereglerne.

SuperBest har mulighed for at ekskludere butikker fra supermarkedskæden, hvis de ikke retter ind og overholder fødevarelovgivningen. Det understreger kædens adm. direktør, Frank Jørgensen, efter at DRs forbrugerprogram Kontant har afsløret en lang række tilfælde af fusk med datomærkningen af kød.

"Da vores kæde består af selvstændige købmænd, kan vi ikke bare skifte købmanden ud, hvis reglerne overtrædes igen. Men vi kan ekskludere butikker, der ikke vil følge reglerne, og den trussel vil butikkerne absolut tage alvorligt," siger Frank Jørgensen til Business.dk.

Detailhandelseksperten Bruno Christensen fra Retail Institute Scandinavia har vurderet over for Business.dk, at det er vanskeligere for SuperBest end mange andre kæder at sikre, at fusken ikke fortsætter. Årsagen er, at SuperBest-butikkerne består af selvstændige butikker ejet af købmændene, hvilket betyder, at Super Best-ledelsen ikke har samme kontrol over butikkernes bemanding.

Afviser mangel på kontrol
Frank Sørensen mener, at Bruno Christensen ville have ret, hvis vi så fem år tilbage i tiden. Han afviser dog, at man mangler kontrol med købmændene i dag.

”Vi har valgt at sige, at det er topledelsen, der beslutter, hvad der skal ske. Tingene er ændret i løbet af de sidste fem år, og nu kan vi stille meget præcise krav til de enkelte købmænd, der skal overholdes. Derfor kan vi også vise handlekraft oven på afsløringerne om forkerte datomærkninger," siger Frank Sørensen.

Kontant afslørede i går, at 8 ud af 12 SuperBest-butikker i en stikprøvekontrol fuskede med datomærkningen på kød og fisk. En Kvickly og Superbrugsen-butik fuskede ligeledes med datoerne, mens der ikke var problemer i Føtex.

Afsløringen har fået SuperBest til at fyre syv slagtermestre, og onsdag og torsdag i næste uge samler SuperBest samtlige købmænd og slagtermestre for at udstikke ensartede retningslinjer.

Men kan du garantere, at I ikke fusker med datomærkningen, hvis man laver en stikprøvekontrol om et halvt år?

"Hverken jeg eller nogen andre kan garantere, at det ikke sker igen. Men vi kan gøre en masse for at minimere risikoen."

Er du ikke flov over, at I er den kæde, hvor der er blevet fusket mest?

"Der er ingen bortforklaringer, og vi skal ikke dække os ind under, at vi er en frivillig kæde. Men vi skal huske, at Kontant har været i 12 SuperBest-butikker og kun fire af Coops butikker. Under alle omstændigheder er datomækningen dog helt uacceptabel, og der er absolut ingen undskyldninger."

 




Markedet lige nu