Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Storbønder får kniven og mister 61 mio. i EU-støtte

Godt 1.100 af de største danske landmænd mister 61 millioner kr. i EU-støtte om året som følge af revisionen af landbrugstøtten, som EU-Kommissær Mariann Fischer Boel fremlægger i dag.

Den nuværende EU-støtte er på 7,3 milliarder kr. i enkeltbetaling og kvægpræmier til 60.000 danske landbrugsbedrifter.

Blandt de mindste støttemodtagere er Korsør Golfklub og blandt top 10 er landets største støttemodtager - Bregentved Gods ved Haslev på Midtsjælland og Bendt Wedell på Frijsenborg & Wedelsborg Godser . Storgodser der ejes henholdsvis af Christian Moltke og kronprins Frederiks personlige ven, lensgreve Bendt Wedell.

Danske støttemodtagere skal ifølge Fischer Boels udspil beskæres med otte procent eller 700 millioner kr. årligt.

De 1.129 største danske storlandmænd, der i øjeblikket modtager over 750.000 kr. i EUs landbrugsstøtte, kommer til at bøde særlig hårdt. Når man lægger de fem procent svarende til 600 millioner kr., der allerede er skåret væk i år, oven i de nævnte 700 millioner, mister dansk landbrug i alt 1,3 milliarder kr. i subsidier om året.

»Der er ikke tale om en reform, hvor vi laver et kirurgisk indgreb. For det er der simpelthen ingen opbakning til i medlemslandene. Vi tager penge fra den direkte støtte, landmændene får. Dem vil vi bruge på innovation, mere økologi og mere miljø, f.eks. sprøjtefri zoner, som vi kan få glæde af i miljøfølsomme områder,« siger Mariann Fischer Boel til Berlingske.dk før fremlæggelsen af forslaget.

Samtidig med at dansk landbrug på linie med kollegerne i resten af EU fortsætter med at få milliard-subsidier, oplever landmændene gyldne tider i øjeblikket med de stærkt stigende priser på korn, mælk og kød. Selv om årets danske høst er den dårligste i 13 år målt på udbytte, har høsten en værdi på 12-13 milliarder kroner. En stigning på 45-50 procent, viser en analyse fra Saxo Bank.

Mariann Fischer Boels plan er at få »helbredstjekket« af EUs fælles landbrugsstøtte til endelig vedtagelse i EUs Ministerråd i december næste år. Det sker under det franske EU-formandsskab.

I Bruxelles er det vurderingen, at hun har gode chancer for at få vedtaget de vigtigste ting i forslaget.

 




Markedet lige nu