Starbucks åbner sin første kaffebar i Danmark til sommer. Det er kunderne i Københavns Lufthavn, der har krævet, at kaffekæden kommer til landet. De vil iscenesætte sig gennem kaffekøb, vurderer ekspert i oplevelsesøkonomi.
21. marts 2007, 03:30 – opdateret 21. marts 2007, 12:58
Når den amerikanske kæde Starbucks åbner sin første kaffebar i Københavns Lufthavn 1. juni, er det efter et krav fra de rejsende i lufthavnen.
Ledelsen i Københavns Lufthavn har længe aktivt søgt om at få en filial af den amerikanske kaffebar til landet.
Kunderne var ganske enkelt utilfredse med, at den amerikanske kæde ikke fandtes i lufthavnen.
»Starbucks-navnet er det første der kommer op, når vi spørger til kundernes tilfredshed på café og restaurant-området. Alle spørger, hvorfor der ikke er en Starbucks, og vi har kæmpet for at få dem hertil. Det er en fjer i hatten, at lufthavnen får den første Starbucks i Skandinavien,« siger Henrik Busch, underdirektør i Københavns Lufthavne.
Den første filial til den amerikanske kæde kommer til at ligge i ankomstområdet i terminal 3, hvor Cafe Select tidligere lå. Franchisetageren HMS Host Corporation forventer omkring 600-800 kunder om dagen.
»Vi har otte mio. ankommende passagerer om året, så vores forventninger er høje,« siger Martin Drescher fra HMS Host, der er en specialiseret franchisetager i butikker i lufthavne verden over.
Ledelsen i lufthavnen og HMS Host forhandler om at finde plads til endnu en Starbucks i lufthavnen.
Det er uvist, om Starbucks er på vej til at åbne kaffebarer andre steder i landet. Men sikkert er det, at kæden, der åbner seks nye kaffebarer verden over hver eneste dag indtil videre har været tøvende med det danske marked.
»Vi har arbejdet længe på at få åbnet kaffebaren, for Starbucks selv havde ikke noget ønske om at gå ind i landet,« siger Martin Drescher.
Etiopisk højlandskaffe
Når det kan ske, at et efterspørgelses-sug fra kunderne får en udenlandsk kæde til landet, er det fordi Starbucks forstår at skabe oplevelser for kunderne, forklarer en ekspert i oplevelsesøkonomi.
»Det her er den iscenesatte kaffe. De skaber identitet med de meget individuelle produkttyper. Der er et utal af valgmuligheder fra decaf til etiopisk højlandskaffe, og det giver forbrugeren en mulighed for at iscenesætte sig selv som kaffe connaisseur,« forklarer Rolf Jensen, indehaver og stifter af Dream Society. Han har bl.a. udgivet bogen »the dream society«.
Trenden er da heller ikke ukendt herhjemme. Brancheorganisationen Horesta vurderer, at der er stærk vækst i cafeerne og særligt i de mere specialiserede af dem som kaffebarerne, der ikke sælger varme retter eller alkohol.
»Generelt oplever vi, at cafémarkedet er et segment og en gruppe i udvikling. Det er på dette område, at der sker den største vækst i omsætningen. De rene kaffebarer er et tegn på, at man har behov for at tydeliggøre profilen,« siger Jan Laursen, formand for brancheorganisationen Horesta.
Han forklarer at cafeerne især tager markedsandel fra de traditionelle grillbarer og fra værtshusene.
Mens cafeerne generelt vokser omkring ni-ti pct. om året, vokser de rene kaffebarer med omkring 30 pct. om året. Det vurderer indehaveren af Baresso, den største kæde af kaffebarer herhjemme.
Morgenværtshus
At Starbucks kommer til København skræmmer ikke Kenneth Luciano, direktør og stifter af Baresso. Han tror på, at der er plads til begge kæder.
»Vi kan godt forstå, at der er en anden kæde, der kigger på markedet. Vi kan mærke, at der er ved at komme rigtig fart på nu. Markedet vil blive meget større, og det betyder, der er plads til alle,« siger han.
Baresso åbnede den første kaffebar i maj 2000 og har i dag 14 af slagsen. Alene i år regner de med at åbne fem. Men i starten var det meget op ad bakke.
»Da vi åbnede den første kaffebar på Højbro Plads, troede folk, vi var et morgenværtshus. De var ikke vandt til, at cafeer har åbent kl. 7.30 om morgenen, og vi måtte forklare igen og igen, hvorfor vi hverken solgte øl eller Gammel Dansk. Sådan er det slet ikke længere. To-go kaffen er blevet en del af den danske storbykultur,« siger Kenneth Luciano.































