Royal Greenland har akut brug for penge, og det grønlandske landsstyre kan blive nødt til at hjælpe. Firmaet afviser betalingsstandsning.
8. juni 2009, 16:08 – opdateret 18. maj 2012, 05:27
Det grønlandske landsstyre kan blive nødt til at give offentlige støttekroner til rejeproducenten Royal Greenland. Det bliver afgjort i løbet af juni. Royal Greenland er Grønlands suverænt største virksomhed og i store problemer. Det skyldes blandt andet finanskrisen, oplyser Royal Greenland i en pressemeddelelse. Det har set sort ud siden oktober 2008, hvor ledelsen gjorde det Grønlandske Hjemmestyre opmærksom på de massive problemer.
Men Royal Greenland er ikke på vej mod betalingsstandsning, som partiet Atassut ellers har været fremme med.
- Selskabet kan ikke genkende den udlægning af situationen. Det har ikke været nogen hemmelighed, at virksomhedens gæld er for høj, skriver selskabet i en pressemeddelelse og henviser til politikerne i Landsstyret.
Partiet Atassut har taget Royal Greenlands skæbne op gennem spørgsmål til regeringen, der endnu ikke er på plads efter valget.
- Under forhandlingerne om en ny koalitionsdannelse fremkom det, at Royal Greenland er i en katastrofal økonomisk situation, og at koncernen kan risikere at komme i betalingsstandsning, såfremt landskassen ikke kommer til undsætning, lyder det ifølge avisen Sermitsiaq fra Finn Karlsen, formand for Atassut.
Royal Greenland har efter avisens oplysninger brug for mere end 500 millioner kroner her og nu. Royal Greenland ønsker ikke at kommentere størrelsen på støtten, men henviser til, at der på langt sigt skal leveres acceptable resultater.
- Derfor har Hjemmestyret nedsat en arbejdsgruppe, hvis indstilling forventes behandlet af Landsstyret i juni, skriver selskabet.
/ritzau/






























































