Mikrobryggerier i massiv krise

Den økonomiske krise har været hård ved danske mikrobryggerier. Knap tre ud af fire danske bryggerier havde underskud i det seneste regnskabsår, og næsten en tredjedel er i fare for at gå konkurs, viser analyse.

Benhård konkurrence, et kraftigt prispres og vanskelige kreditvilkår har kastet mange danske mikrobryggerier ud i en decideret overlevelseskamp. Op imod en tredjedel af de danske bryggerier er ikke kreditværdige og i fare for at gå konkurs de kommende år, viser en ny analyse fra kreditvurderingsselskabet Soliditet.

Soliditet har analyseret regnskaberne og en lang række selskabsforhold for de i alt 56 danske bryggerier i selskabsform, der har tilgængelige regnskaber. På baggrund af analysen bliver 32 procent af bryggerierne stemplet som »ikke kreditværdige«, mens det frarådes at yde enhver form for kredit, uanset om der stilles sikkerhed, til 29 procent af bryggerierne.

Analysen, som Soliditet har foretaget for Berlingske Business, viser samtidig, at 73,5 procent af bryggerierne havde underskud i det senest tilgængelige regnskabsår.

Direktør i Soliditet, Claus Allerup, understreger, at tallene vidner om en branche i krise.

»Der er en reel konkursrisiko for omkring 30 procent af bryggerierne. Det betyder, at rigtig mange af bryggerierne formentlig ikke findes med de nuværende ejere et par år ude i fremtiden,« siger Claus Allerup.

Egenkapital pist væk

Han fremhæver samtidig, at 34 procent af bryggerierne ikke har intakt egenkapital.

»Det er ligesom at have en husholdning uden penge på bankbogen. Så er man ikke klar til ekstraordinære udgifter, og det er ofte likvidideten, der afgør, om virksomheden overlever eller ej,« siger Claus Allerup.

De danske mikrobryggerier har haft problemer med at tjene penge i mange år, selv om danskernes hang til specialøl er steget konstant det seneste årti. Antallet af bryggerier er steget fra 23 i 2003 til over 120 bryggerier i dag, og den benhårde konkurrence har gjort det vanskeligt for mange af de nystartede bryggerier.

Samtidig har mange haft svært ved at tøjle omkostningerne, og distributionen har bl.a. vist sig dyrere end mange forventede.

De seneste år har bankernes opstramning af kreditter ligeledes ramt branchen, mens et kraftigt prispres på specialøl sidste år har gjort ondt på bryggerierne.

Bryggerianalytiker i Jyske Markets, Jens Houe Thomsen, vurderer, at mange af de nystartede bryggerier har fokuseret for entydigt på brygningen og knap så meget på salg, markedsføring, indkøb og distribution.

»Mange har fokuseret for meget på ét led i værdikæden og samtidig haft ambitioner om at brede sig ud over lokalområdet. Hvis man gør det, er det afgørende at være stærk i alle led. Her er det mit indtryk, at mange af de små bryggerier stadig mangler det sidste,« siger Jens Houe Thomsen.

Forbi de værste

Bryggeriforeningens direktør Niels Hald mener, at mange mindre bryggerier de seneste år er blevet langt mere professionelle, når det gælder salg, markedsføring og distribution. Han vurderer dog, at den værste krise er forbi.

»Jeg vurderer faktisk, at mange bryggerier har klaret sig fint i forhold til den økonomiske krises omfang. Men både bankernes tilbageholdenhed, faldende priser og råvareleverandørernes krav om fremrykkede betalinger har været hård ved mange,« siger Niels Hald.

De seneste to år er et mindre tocifret antal danske bryggerier gået konkurs. Der er imidlertid opstået endnu flere nye bryggerier, og en del af de konkursramte bryggerier er opstået i nye konstellationer.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu