Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mere korn kræver mere gødning - og lovændring

En merproduktion af korn vil kræve en lempelse af reglerne for, hvor meget landmændene må gøde, men en ændring af reglerne har lange udsigter – fødevareministeren er skeptisk.

Som miljøreglerne er i dag, må de danske landmænd kun gøde 85 procent af, hvad det egentlig kunne betale sig at gøde jorden. Men det tal skal op på 95 til 100 procent, mener Landbrugsraadet, der samtidig understreger, at det selvfølgelig skal ske under hensyntagen til miljøet.

Samtidig ser brancheorganisationen gerne, at landmændene benytter deres braklagte jord, og det er der umiddelbart ingen hindringer for. EU har for 2008 midlertidigt ophævet kravet om braklægningen, så der er ikke noget, der freder de ukrudtsfyldte marker længere.

Men tager de danske landmænd brakarealer i brug, trækker de på deres gødningskvoter, hvilket i sidste ende vil betyde, at der er mindre gødning at bruge på de mest produktive arealer.

Derfor appellerer Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke til, at fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) går med til at ændre på reglerne for, hvor meget kvælstof landmændene må benytte på deres marker.

Håber på løsning til 2009
Han håber på, at en politisk løsning med mere lempelige regler, hvad angår gødning, kan være klar til næste høstperiode, som altså starter august 2009. Men fødevareminister Eva Kjer Hansen har tidligere over for Børsen af vist, at hun vil gå med til at ændre de eksisterende krav i vandmiljøplanerne, selvom hun støtter en merproduktion af korn:

”Det er vigtigt, at vi ser på mulighederne for at udvide og optimere produktionen, netop fordi situationen er, som den er. Men det skal hele tiden være under hensyntagen til, at vi værner om natur og miljø, og at vi lever op til det beskyttelsesniveau, som vi har aftalt på området,” hed det fra ministeren.

Hun vil dog gerne se på muligheden for, at landmændene kan gøde anderledes end de gør i dag, sådan at der må bruges mere gødning på de robuste områder, mens mere sårbare arealer spares.

Danmark betragtes som et af de lande i EU der har de mest restriktive regler, hvad angår brugen af gødning og pesticider.

 




Markedet lige nu