Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Madpakker skal nu beskattes

En ny afgørelse i Skatterådet åbner nu for, at noget så dansk og almindeligt, som en madpakke med rugbrød og leverpostej nu kan beskattes.

5 Kommentarer

Skat på madpakker med spegepølse og leverpostej på rugbrød! Velkommen til Danmark i 2010, hvor de sidste dråber nærmest for enhver pris skal presses ud af alt, der kan beskattes.

Det er en ny afgørelse for Skatterådet, der åbner for, at noget så dansk og almindeligt som en madpakke med rugbrødsklemmer, varm kaffe og pergamentpapir nu kan udløse et alvorligt skattesmæk.

Det er dog »kun« hvis madpakkerne kommer fra en leverandør uden for virksomheden, og den ansatte betaler mindre for madpakken, end arbejdsgiveren har betalt, at den kan beskattes.

30-kroner - ikke mere

I mange år har det ellers været sådan, at lønmodtagere gerne må købe kantinemad til eksempelvis 30 kroner om dagen, selv om maden reelt koster arbejdsgiveren 50 kroner, uden at det udløser en skatteregning.

Men den går tilsyneladende ikke længere. I hvert fald ikke, hvis der er tale om madpakker. Får en lønmodtager således en madpakke, der koster 50 kroner, men som der kun betales 25 kroner for, udløser det skat af 25 kroner - dagligt.

Skatteekspert John Cederskjold Kierans fra PricewaterhouseCoopers siger hertil, at de nye regler fra Skatterådet skaber en del forvirring.

»Det er nemlig uklart, om den nye og anderledes behandling af madpakker skyldes, at der ikke er tale om en kantineordning, hvor man kan troppe op og vælge maden umiddelbart før spisning, men derimod mad bestilt på forhånd i individuelle pakker. Eller om skatten på madpakker skyldes, at de kommer fra en ekstern leverandør. En mulighed er også, at ethvert tilskud til frokostbespisning nu bliver skattepligtigt,« siger John Cederskjold Kierans.

Han har bedt Skat gøre nærmere rede for reglerne, men har endnu ikke fået svar.

»Almindelig mad«

Skat har for øvrigt også for nylig besluttet, at grænsen for, hvor billig kantinemad må være, går ved 15 kroner om dagen for »almindelig« mad uden drikkevarer og 20 kroner for »almindelig« mad med drikkevarer. Er prisen lavere end dette udløser det beskatning.

Ved »almindelig mad« forstås eksempelvis typisk tre almindelige stykker smørrebrød eller almindelige varme og lune retter. Er der tale om luksusmad, eller er der væsentlig forskel mellem salgspris og indkøbspris, så gælder de vejledende satser ikke. Så skal der foretages en konkret vurdering af betalingens størrelse.

Før har der ikke været faste regler på området, men tale om skøn fra sag til sag - alt efter hvor godt et udvalg og kvalitet, der var tale om. En medarbejder har således kunnet købe mad i kantinen, til en pris, der var under indkøbsprisen, uden at det udløste beskatning, med mindre godet havde en væsentlig økonomisk værdi for den pågældende.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

For meget papirnusseri i Danmark

Hvor er det nemt for staten bare at lægge skat på dit og dat.
Jeg mener at skat burde tænke lidt videre.

Jeg mener kun de kan opkræve skat på f.eks. en madpakke :) hvis de medtager alle omkostninger dvs.

firmaets udgift på madpakken + udgiften til indrapportering af oplysningerne til skat (dvs løn til en person samt udgift til udvikling af et system, der registrerer dette i virksomheden).

Jeg tror, at når alt dette er regnet ud er det peanuts at skat går efter.

Skat burde have lidt større idealer - som f.eks. stol mere på folk og deres kompetencer hvilket medfører færre rapporter, hvilket medfører færre medarbejdere til papirnusseri - resultat - færre ansatte i det offentlige.

Jeg mener, at denne skat mere er at betragte som en midsundelsesafgift - og nej jeg har ikke en sådan ordning, jeg betaler selv hele udgiften på min frokost.

Slut med ekstra

Så var der Multimedieskat, det gør at man surfer et par timer om dagen på arbejdspladsen, så skal der betales skat af gaver, julegaver eller en flaske og blomster ved jubilæum, det gør at man nu begynder at lukke og gøre klar til at gå mindst en halv time før, ikke noget med at knokle til 5 min over. Skat på madderne, så kan vi ligeså godt gå ned på den nærmeste cafe og holde frokost en god time eller mere.

Når firmaet tjener mindre, når vi ikke gider knokle, tjener skat mindre, så alt i alt er det en dårlig forretning for skat.

Selvfølgelig betaler vi mere i skat!

Så vidt jeg husker blev den seneste skattepakke omtalt som en "skatteomlægning", ikke en skattenedsættelse.

Der ud over er størrelsen af den offentlige sektor, desværre, ikke på retræte, det kræver flere penge i statskassen og det er lige præcist hvad der sker.

Vi betaler snart mere i skat.

Vi betaler snart ligeså meget skat som vi gjorde før nedsættelsen af skatteprocent. Hvad var ideen så med at sætte skatten hvis den skal indhentes alle andre steder.

Skift regeringen ud.

Så meget for det skattestop!!!!

Det er da utroligt som de kan blive ved med at finde nye udveje trods skattestop. Man kan jo ikke stole på nogen af dem. Mon ikke snart politikerleden blusser op for alvor... Trist der ikke er nogen der tør være ærlige - det kunne være rart til en afveksling.




Markedet lige nu