Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mad for milliarder ryger til skrald

125 kilo. Så meget mad smider en gennemsnitlig dansker ud hvertår, skriver Landbrugsraadets ugemagasin FoodCulture, der udkommer mandag.

Taler vi om en traditionel familie på to voksne og to børn, ryger der altså mere end et halvt ton mad i affaldsspanden, når spildprodukterne ved maden, som for eksempel gulerodstoppe og kartoffelskræller, er regnet med.

På landsplan betyder det, at mad for over 1.000 kr. pr. dansker hvert år går op i røg. Men selv om vores samlede madaffald på et år er steget mere end to procent, går der ifølge de seneste tal fra Miljøstyrelsen og Danmarks statistik mindre til spilde i de enkelte husstande end tidligere.

- Vi smed ti procent mindre ud i 2006 end året før. Til gengæld voksede madaffaldet i servicesektoren og fødevareindustrien, hvilket hænger godt sammen med danskernes øgede restaurant- og kantineforbrug, siger chefkonsulent Klaus Jørgensen, Landbrugsraadet.

Med vores nye vaner flytter vi også affaldsbyrden, som dog stadig er voldsom i de enkelte husholdninger.

- En forsigtig vurdering er, at halvdelen af madspildet kunne undgås. Som forbrugere kan vi sagtens blive mere bevidste om at disponere vores indkøb rigtigt og afmåle ris og pasta bedre, når vi tilbereder maden. Og på den måde kunne vi reducere affaldet væsentligt, siger Klaus Jørgensen.

Han mener også, at kommunerne ved en systematisk affaldssortering med fordel bedre kunne udnytte madaffaldet i energiproduktionen, så det ikke bare bliver brændt sammen med ikke-organisk affald. Det kræver imidlertid store investeringer og en ændret holdning i befolkningen.

 




Markedet lige nu