Japansk whisky-ægteskab falder på gulvet

Japans største bryggeri, Kirin, kommer alligevel ikke til at overtage whisky-producenten Suntory. Prisen på ca. 55 milliarder kr. var for høj.

Kirins aktiekurs faldt ca. 7,4 pct. efter storbryggeriet meddelte, at man alligevel ikke vil overtage kollegaen Suntory, der primært er kendt for at fremstille japansk whisky og maltøl. Et opkøb ville ellers have skabt en drikkevaregigant der var større end Coca-Cola.

Suntorys direktør, Nobutada Saji, der sammen med sin familie ejer 89 pct. af Suntory, som blev grundlagt af hans bedstefar Shinjiro Torii i 1899, ville have 892 milliarder yen, eller 54,5 milliarder kr., for at sælge til Kirin. Prisen var baseret på betaling i Kirin-aktier, som ville have givet Suntory-familien en tredjedel af Kirin, og dermed de facto vetoret over selskabet.

Kirin har ifølge nyhedsbureauet Bloomberg købt virksomheder for 38 milliarder kr. de sidste tre år, blandt andet australiens næststørste bryggeri, Lion Nathan, og halvdelen af det filippinske bryggeri San Miguel, af den simple grund at det japanske drikkevaremarked skrumper fordi Japans befolkningstal er faldende.

Suntory har også forsøgt sig med international ekspansion, og har blandt andet købt den europæiske læskedrikproducent Orangina Schweppes og læskedrik-divisioner i Australien og New Zealand fra franske Danone.

Logikken bag et køb af Suntory var, at Kirin ville kunne opnå stordriftsfordele, både i Japan og internationalt, særligt i resten af Asien, hvor befolkningen, og dermed efterspørslen på både alkoholiske- og læskedrikke er stigende. Sidste år faldt Kirins ølsalg i Japan med 0,9 pct., mens salget af læskedrikke i Japan faldt med 7 pct.

 



Markedet lige nu