Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Her er fremtidens store alkohol-hits

Flere færdigblandede alkoholprodukter, alternativt boblevand og alkohol med lavere kalorieindhold vil blive de store vindere det kommende årti, vurderer de største alkoholproducenter.

Der skal fokuseres mere på kvinder det kommende årti. Sådan lyder det bl.a. fra Carlsberg Danmarks marketingdirektør Kirsten Ægidius, der vurderer, at der er et stort uudnyttet potentiale for nye produkter, der henvender sig til kvinder.

”Nye produkter til kvinder bliver en af vores strategiske prioriteter de kommende år, og det er en generel trend. Mange kvinder bryder sig ikke om øl, og vi kan se, at mange nu kaster sig over cider og andre produkter,” siger Kirsten Ægidius.

Carlsberg er allerede i fuld gang med satsningen på kvinder - bl.a. med kvindedrikken Eve, som endnu ikke findes på det danske marked. Det er en boblende, frugtbaseret drik, der er brygget som øl, men er mere sødlig.

Carlsberg har med succes lanceret Eve i en række europæiske lande, men Kirsten Ægidius vil ikke ud med, om det er en af snarlige satsninger i Danmark.

”Produkter som Eve er en mulighed, men vi kigger også på nye varianter af Somersby-mærket. Der er stadig vækstpotentiale på cidermarkedet det kommende årti. Det viser erfaringen fra andre lande,” siger Kirsten Ægidius, der også tror på en fortsat vækst i salget af specialøl.

Derudover fremhæver hun sundhed som en generel trend, der også gør sig gældende for drikkevarer.

"Øl med færre kalorier er en stor succes i USA. Det er endnu ikke for alvor slået igennem herhjemme, men det kunne blive en trend. Vi vil i hvert fald have en del fokus på mulighederne for produkter med lavere kalorieindhold - både med og uden alkohol," siger Kirsten Ægidius.

Hos verdens største spiritusproducent, Diagoe, der også er selskabet bag ølmærket Guinness, venter man især en stigning i færdigblandede cocktails de kommende år.

”Det skal i dag være nemt og hurtigt, og der er fortsat et meget stort potentiale i færdigblandede drinks – også af den lidt mere avancerede slags. Vi har for nylig lanceret Cosmopolitan og Mojito, og vi forventer betydelig flere færdige cocktails fremover,” siger adm. direktør i Diageo Denmark, Martin Riis.

Nu koster det jo væsentligt mere at købe tingene færdigblandet. I tjener vel betydelig mere på de færdigblandede drinks end på de ”rene” produkter?

”Nej, vi tjener ikke mere på dem. Der er en omkostning ved at skulle blande varerne, og det er også billigere at lave mad selv end at få andre til at lave det for sig,” siger Martin Riis.

Men de færdigblandede produkter kan vel betyde, at flere yngre forbrugere vil drikke mere end ellers?

”Jeg tror ikke, at det ændrer billedet. Vi har jo allerede set, at de unge også begynder at drikke mindre, og det har de færdigblandede produkter ikke ændret ved.”

Selv om der er store forventninger til bestemt alkoholprodukter de kommende år, forventer Martin Riis, at det samlede danske alkoholforbrug vil falde det kommende årti.

”Det samlede alkoholforbrug er allerede faldet en del i 00’erne, og det er jo nok noget, der ligger lidt i tiden. Det er et spørgsmål om livsstil,” vurderer han.

 




Markedet lige nu