På et år er cidersalget i landets 7-Eleven forretninger blevet 100 gange så stort. Danskerne har kastet sig over den alkoholiske æbledrik, og cideren er kommet for at blive, spår trendforsker.
15. maj 2009, 10:00 – opdateret 18. maj 2012, 02:27
Danskerne er vilde med cider, men det er et kærlighedsforhold, der er blomstret op på ganske kort tid. For bare halvandet år siden, var danskernes ciderhang moderat, men det forandrede sig, da Carlsberg i marts sidste år under stor ståhej og med en massiv markedsføringsindsats i ryggen lancerede deres cider under navnet Somersby.
I dag har cidersalget udviklet sig til en udmærket nicheforretning for den danske bryggerigigant, der regner med at omsætte for mellem en halv og en hel milliard kroner cider i 2009.
I døgnkiosk-kæden 7-Eleven mærker man tydeligt danskernes nyfundne kærlighed til cideren. I januar/ februar 2008, altså en måned før Carlsberg sendte deres cider på gaden, solgte kæden for godt 10.000 kroner cider, og i samme periode i år rundede cidersalget i landets 7-Eleven-butikker en million kroner.
»Vi har prioriteret cider højt ved blandt andet at have et stort udvalg og give det gode placeringer, og det har virket, kan vi se,« siger Camilla Kynde, kategorichef for drikkevarer i 7-Eleven, hvor man også har høje forventninger til cidersalget de kommende måneder.
»Vi forventer kort sagt, at det vil vælte ud af butikken med cider hele sommeren,« siger hun.
7-Eleven fører foruden Somersby også cider fra svenske Rekorderlig og Cult, men det var først, da Carlsberg kastede sig over markedet, der rigtig kom skub i det, siger Camille Kynde og peger på, at danskerne er afsenderbevidste, når det gælder deres drikkevarer.
»Man må nok erkende, at for at få danskerne i gang med et nyt produktområde som cider, skal der en stor spiller som Carlsberg til. De har midlerne til det, og de ligger inde med en stor viden om, hvad danskerne smagsmæssigt godt kan lide, ligesom de i forvejen har et godt omdømme.«
Satser på kvinder
Hos Carlsberg Danmark er direktør Jesper Jørgensen da også ganske tilfreds med udviklingen.
»Det ser ud til at de overvejelser, vi havde for at gå ind i den her kategori, holder stik,« siger han og forklarer, at bryggeriet primært gik ind på cidermarkedet for at tiltrække de kvindelige kunder, der ikke så gerne drikker øl. Cirka 75 procent af al øl drikkes af mandlige forbrugere, og derfor rammer cider, der ligesom en almindelig pilsner indeholder 4,7 procent alkohol, et uopdyrket marked.
Og netop satsningen på en drik til kvinder, har givet Carlsberg et hit med cider, siger Kirsten Poulsen, der er trendforsker og direktør i konsulentvirksomheden Firstmove. Dermed fik kvinderne nemlig en mulighed for at hoppe med på mikrobryggeribølgen.
»Carlsberg lancerede det på det rigtige tidspunkt, hvor der var en kæmpe interesse for øl. Mikrobrygggerierne er jo væltet frem de sidste par år, men der manglede stadig noget til kvinderne,« siger trendforskeren.
Men der er ingen grund til at haste ned i nærmeste butik og købe cider i håbet om at være trendy. Det er allerede for sent. I dag er cider håbløst gammeldags, konstaterer Kirsten Poulsen.
»Hypen er gået af. Du kan også se, at mange af mikrobryggerierne lukker ned, og det er ikke kun recessions-betinget,« lyder den hårde dom.
Kirsten Poulsen understreger dog, at cideren nok skal overleve, og det af to årsager:
»For det første er det sådan, at når vi først har vænnet os til noget, er det svært at vænne os fra igen, og for det andet, så mangler der stadig et alternativ. Forbrugerne er ganske vidst begyndt at kigge mere på smoothies og vand med smag, men på nichesegmentet er der stadig ikke en alkoholisk drik, der kan erstatte cideren.«






























































