Den årlige prisstigning på fødevarer er på sit højeste i 24 år, men alligevel mener ekspert, at priserne snart vil stabilisere sig. Det tyder han ud fra mælkepriserne.
10. juli 2008, 11:26 – opdateret 10. juli 2008, 11:45
Ifølge Danmarks Statistik skyldes den rekordhøje årlige prisstigning på fødevarer at blandt kornprodukter og mælkevarer er blevet dyrere i løbet af det sidste år.
Men ser man nærmere på mælkestatistikken, tegner der sig et anderledes optimistisk billede for fødevarepriserne.
Prisen på frisk mælk faldt nemlig betydeligt i juni måned med 1,3 procent, og det betyder ifølge seniorforsker ved Fødevareøkonomisk Institut, Henning Otte Hansen, gode nyheder for forbrugerne.
”Det er nok umiddelbart tegn på, at forbrugerne kan forvente svagt faldende priser på mælk i butikkerne, og det ser ud til, at den prisboble vi har set gennem længere tid, er ved at være nået toppen. Når den først brister, vil priserne ikke stige så markant igen lige foreløbig,” siger Henning Otte Hansen.
Kød bliver stadig dyrere
Han peger på at der globalt set er ved at falde lidt mere ro over fødevarebranchen, der ellers gennem de sidste mange måneder har været i panik ved udsigten til tomme kornkamre, dårlige høstscenarier og en evigt fremrykkende trussel om en global fødevarekrise.
”Globalt set er der nu forventninger til faldende kornpriser igen, derfor vil vi også se væksten i brødpriserne aftage. Egentlig synes jeg, det er påfaldende, at vi ikke ser en større afbøjning i priserne herhjemme allerede, men det vil formentlig komme som en mere gradvis udflagning.”
Generelt, siger seniorforskeren har priserne på fødevarer altså nået deres højeste leje, og der udsigt til at prisstigningerne vil stagnere. Men på nogle varegrupper skal forbrugeren stadig forvente at skulle et dybere greb i lommen.
”Nu er kødpriserne også på vej opad. Prisen på svinekødet steg kun lidt i juni måned, men det er nok kun et forvarsel om mere stigende priser fremover,” siger Henning Otte Hansen.
Selvom prisstigningerne dør ud, vil fødevarepriserne generelt ligge på et højere niveau end for tre til fire år siden.






























































