»En pakke hovedpinepiller og en e-cigaret, tak.« I fremtiden bliver det sandsynligvis lovligt at sælge den kontroversielle e-cigaret som et rygestopmiddel i butikker, der sælger håndkøbsmedicin.
4. februar 2009, 21:26
E-cigaretten adskiller sig fra rigtige cigaretter ved, at der ikke kommer røg ud af cigaretten, men damp som skabes af en særlig installation, der opvarmer »rygerens« indåndingsluft.
Børsen FødevareSundhed beskrev i juni sidste år, hvordan de elektriske cigaretter udfordrer lovgivningen, fordi produktet falder ned mellem flere stole.
Lægemiddelstyrelsen, der administrerer lovgivningen for lægemidler, meldte dog i efteråret ud, at e-cigaretter skal kategoriseres som lægemiddel og dermed være ulovlige at sælge, indtil de er godkendt. Flere forhandlere af elektriske cigaretter, piber og cigarer måtte dermed stoppe salget.
Et enkelt dansk firma, Nycigaret.dk, har dog fået dispensation for forbuddet af Sundhedsministeriet og kan i dag frit sælge e-cigaretterne, indtil Lægemiddelstyrelsen uddyber forbuddet overfor ministeriet i en redegørelse.
I Lægemiddelstyrelsen forklarer man det langtrukne forløb med, at man er ved at skabe sig et bredere overblik over det meget brogede marked for e-cigaretter - herunder også diverse cigaretlignende produkter uden nikotin, men med forskellige aromastoffer.
»Der er utrolig mange produkter, som vi var nødt til at tage stilling til sammen med e-cigaretterne, og det er derfor, det har trukket ud i forhold til klagesagen, men vi har nu sendt redegørelsen til ministeriet, hvor vi fastholder, at e-cigaretter der indeholder nikotin skal godkendes som lægemiddel på samme måde som Nicorette og andre rygestopprodukter,« siger specialkonsulent Gitte Albæk Christensen, der ikke afviser, at vi i fremtiden derfor vil kunne finde elektroniske cigaretter, piber og cerutter side om side med anden håndkøbsmedicin. Det skriver Børsen FødevareSundhed torsdag.



































