Carlsberg relancerer hele sit brand under sloganet 'that calls for a Carlsberg'. Men det er ikke lige i skabet, fastslår sloganekspert Niels Brügger.
5. april 2011, 14:30
Han er professor ved Århus Universitet og forfatter til en bog om slogans.
Først og fremmest lægger han mærke til a-lydene.
"Det er lidt et sjovt rim, der ikke rimer. Selvom det er et 'a' begge steder – både i ’call’ og ’Carlsberg’, så er det henholdsvis et åbent og et lukket a. Man udtaler det ikke på samme måde. Det kan godt være lidt svært at sige," siger Niels Brügger.
Han understreger, at det er meget svært at lave et godt slogan.
"Det skal kunne sælge varen, og der skal være en historie i det. Og så skal det ikke være noget, der fortæller, at det er alt for sjovt at drikke øl, for det er jo ikke en sund vare," siger Niels Brügger.
Carlsberg bruger sloganet i to nye reklamefilm. Her belønner første mand på henholdsvis Månen og Mount Everest sig selv med en bajer. I det perspektiv fungerer sloganet, mener Niels Brügger.
"Selve historien er god. Det her kalder virkelig på en Carlsberg, den kan jeg godt følge," siger han, men understreger:
"Jeg er ivrig ølentusiast, og hvis jeg skulle bestige Mount Everest, så ville det helt sikkert ikke være en Carlsberg, jeg ville tage."
Niels Brügger lægger stor vægt på, at et slogan er langtidsholdbart. Det lever "this calls for a Carlsberg" op til, mener han.
"Man skal skal kunne blive ved med at putte historier i, og på den måde holder det nye slogan. Det kan de blive ved med at fylde nye idéer ned i. Det slutter ikke ved Månen og Mount Everest," siger Niels Brügger.
I England skal det nye slogan ikke erstatte det gamle, men supplere det. Den nye version: "That calls for a Carlsberg - probably the best beer in town" er dog en ret lang løsning, mener Niels Brügger.
"Det er fint nok, men det bliver et voldsomt langt slogan. Det er næsten en hel spiritusprøve at prøve at sige det," siger han.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten