Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danskere vilde med specialøl

Mikrobryggerierne lider, men fra detailhandlen lyder meldingen, at danskerne fortsat er glade for specialøllene, der også har vundet markedsandele fra de konventionelle ølmærker.

Der bliver fortsat kørt flere specialøl gennem kasseapparatet i de danske supermarkeder. Og i en tid, hvor de danske mikrobryggerier ellers er ramt af dårlig økonomi og en overhængende frygt for konkurser, vinder specialøllene fortsat markedsandele.

I Coop, der blandt andet dækker over butikker som SuperBrugsen, Kvickly og Fakta, steg salget af specialøl og udenlandske øl i 2008 med fire procent, mens salget af konventionelle øl steg med bare to procent.

Og en salgsstigning på fire procent er markant i en tid, hvor ølsalget generelt set er faldende, understreger indkøbschef i Coop, Kenn Thomsen. Coop har netop indgået en ny aftale med et svensk distributionsfirma, Galathea, der skal levere udenlandske specialøl til alle detailgigantens butikker.

Større avance
Aftalen betyder, at Coop kan sælge øllene til en billigere pris, og det skulle gerne lokke endnu flere danskere til at vælge specialøl, som der er bedre avance på.

»Vi vil hellere have større volumener igennem af specialøl. Det er trods alt bedre at sænke prisen lidt på en specialøl og stadig tjene en krone end at sælge discountøl og tjene 25 øre,« siger Kenn Thomsen og understreger, at salget af specialøl og udenlandske øl tegner sig for 18 procent af omsætningen inden for nydelsesmidler.

Hos Dansk Supermarked, der tæller butikskæder som Netto, Føtex og Bilka, har man et noget mindre sortiment af specialøl, og her har salgsudviklingen fulgt det almindelige ølsalg, der har været svagt faldende i 2008.

Men der er ingen tvivl om, at danskerne har taget mikrobryggerierne til sig, understreger Nils Hald, direktør i Bryggeriforeningen.

»De danske mikrobryggerier tager fortsat markedsandele. Sådan var det også i 2008, der ellers var et økonomisk vanskeligt år for bryggerierne,« siger han.

En opfattelse som Ole Madsen, redaktør af Danske Ølenstusiasters medlemsblad, ØLentusiasten, deler.

»Væksten for mikrobryggerierne er klinget af, men bestemt ikke mere end for andre varer. Selv om det går langsommere, er det min klare opfattelse, at mikrobryggerierne fortsat erobrer markedsandele.«

En stor del af de små bryggeriers salg foregår dog ikke i de landsdækkende supermarkedskæder. Øllene bliver i stedet langet over disken i lokalbutikker samt i specialbutikkerne. Herfra lyder meldingen også, at danskerne uagtet finanskrise og faldende konjunkturer er glade for at drikke mikrobryg.

»Vi hører fra specialbutikkerne, at tendensen er, at danskerne gør det med manér, når de vil forkæles. Men det kan godt være, at flere danskere tænker mere over, hvad og hvor meget de køber. Hellere en fremragende øl end tre kedelige, tænker mange,« siger Anne-Mette Meyer Pedersen, landsformand hos Danske Ølentusiaster.

 




Markedet lige nu