Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danske fiskere tror ikke på grønne fisk

Danske fiskere har nærmest kun hån til overs for miljømærkede »grønne« fisk. Frygt for at miste kunder har fået de modvillige danske fiskere til at gå i tiggergang til den globale non profit-organisation MSG for at få certificeret al dansk fiskeri.

Danske fiskere – med formanden, trawlerejer Flemming Kristensen i spidsen – har ikke meget til overs for miljømærkning af fisk. En mærkning, der giver garanti for et bæredygtigt fiskeri.

I modsætning til norske, svenske, amerikanske og new zealandske fiskere har danske fiskere fortsat ikke noget blåt stempel på, at deres fiskeri er bæredygtigt. Den fodslæbende hovedbestyrelse i Dansk Fiskeriforening er inden for de seneste måneder blevet overbevist om, at miljømærkning af praktiske grunde er vejen frem.

De danske fiskernes hidtidige afvisning af miljøcertificering af danskfangede spisefisk er afløst af: »Det vil vi meget gerne have.«

Årsagen er, at store tyske supermarkedskæder nu kun vil købe »økologiske« fiskeprodukter med det blå miljømærke MSC af danske filetfabrikker og den øvrige konsumfiskeindustri. Det kan ramme fiskere hårdt på deres levebrød, da der er overhængende fare for, at de mister deres kunder.

Fiskernes hovedorganisation er derfor gået tiggergang til den internationalt baserede non profit-organisation Marine Stewardship Council (MSC), der promoverer ansvarligt »økologisk« fiskeri.

Målet for Danmarks Fiskeriforening er inden for de kommende år at få MSC-certificeret samtlige danske 17 fiskerier som bæredygtige fiskerier. Det er fiskeri lige fra sild og makrel til torsk, rødspætter og jomfruhummere.

Hovedbestyrelsens ja
»Helt ærligt, så tror jeg personligt ikke på, at det vil gavne så meget med en certificering. Det vil hverken gavne kvaliteten af fisk eller være nogen garanti for, at fiskeriet er bæredygtigt. Hvordan skulle MSC-organisationen kunne garantere det? Men hvis forbrugerne vil have dansk fisk certificeret med MSCs blå mærke, så skal de have det. Hvis ikke vi kan sælge vores fisk i supermarkederne uden sådant et blåt mærke, er vi jo simpelthen nødt til det. Hovedbestyrelsen har derfor besluttet at vi vil MSC-certificeres. Færdig,« siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Kristensen.

Direktør Christian Olesen fra Danmarks Pelagiske Producentorganisation, hvis medlemmer ejer trawlere, der fisker sild og makrel til konsum i Nordsøen for cirka 600 millioner kr. om året er enig med ham.

»Jeg opfatter MSC som kejserens nye klæder. Det eneste der forhåbentlig sker er, at vores fiskerier bliver certificeret. Vi laver ikke om på vores fiskeri. Overhovedet ikke. Vi fisker jo bæredygtigt og overholder alle regler,« siger Christian Olesen.

Mere end 100 fiskerier verden over er nu certificeret MSC som bæredygtige. Danmarks Fiskeriforening er i øjeblikke i gang med en undersøgelse af, om al dansk fiskeri kan blive certificeret og havde for et halvt år siden haft kontakt med MSC-folkene.

»Vores problem har været, at MSC har haft svært ved at komme med nogle klare retningslinier for, hvad der skal til for at blive certificeret,« siger Flemming Kristensen.

 




Markedet lige nu