Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Danish Crown fører blodig plan B ud i livet

Danish Crown fyrede i går 580 danske slagteriarbejdere, og dermed har slagterigiganten iværksat første del af den såkaldte plan B, som ledelsen føler sig tvunget til, da overenskomstforhandlingerne med de ansatte ikke levede op til forventningerne.

»Efter at resultatet fra forligsmanden er blevet så dårligt, som det er, så er vi tvunget til at iværksætte plan B, som altså nu resulterer i afskedigelse af 580 medarbejdere,« siger adm. direktør Kjeld Johannesen til dagbladet Børsen. Fyringerne, der rammer slagterierne i Esbjerg og Rødding hårdest, kommer som et led i den såkaldte DC Future-plan, som Danish Crown introducerede for et år siden for at styrke konkurrenceevnen gennem besparelser og andre tiltag for samlet 1,3 mia. kr. Planen indeholder ni punkter, hvoraf det største er en reduktion i lønomkostningerne på 600 mio. kr.

Det er den målsætning, som ledelsen nu prøver at leve op til.

»DC Future er simpelthen nødvendig, hvis vi skal være konkurrencedygtige i fremtiden og holde vores position på markedet. Vi havde selvfølgelig håbet, at vi kunne leve op til DC Future uden plan B og fyringer, men plan A med en nulløsning ved overenskomstforhandlingerne var ikke længere mulig,« lyder det fra Kjeld Johannesen. Den forklaring køber slagteriarbejderne ikke. De tror ikke på, at der på noget tidspunkt har været en plan A, da de mener, at fyringerne var fastlagt på forhånd.

»Det er lidt uartigt, at Danish Crown bliver ved med at skyde os i skoene, at vi ikke tog ansvar. Det fokuserer de for meget på. Vi kunne ikke have undgået fyringer ligegyldigt hvad,« udtaler formand for tillidsmandskollegiet i Danish Crown, Hans Søgaard Hansen.

Med gårsdagens fyringer er ledelsen i slagterigiganten kommet halvdelen af vejen med reduceringen i lønomkostningen. Således tegner de 580 stillinger sig for en besparelse på ca. 300 mio. kr., hvilket betyder, at der skal findes besparelser på lønnen for 300 mio. kr. Det kan ifølge Hans Søgaard hansen ikke lade sig gøre, uden at flere mister jobbet. »Det er hamrende ærgerligt alt det her, og vi kommer desværre til at se flere fyringer. Det er jeg sikker på,« siger tillidsmanden. Den påstand vil Danish Crown hverken be- eller afkræfte, og henviser til, at besparelserne kan findes på andre måder.

»Som sagt, så er det her kun første del af plan B, og vi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at dele oplysninger om de næste trin med pressen. Vi ser på flere forskellige muligheder, og man kan jo også spare ved at effektivisere arbejdsprocesser og så videre,« lyder det fra Kjeld Johannesen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu