Danisco-aktien stiger kraftigt efter kvartalsregnskabet. Analytiker kalder resultatet for især enzymdelen fremragende og mener, at Danisco på det punkt nærmer sig Novozymes. (Opdateret kl. 12.14)

Danisco har i længere tid kæmpet for at gøre den amerikanske enzymenhed, Genencor, til en lige så god forretning som konkurrenten Novozymes.

Analytikerne har længe tvivlet på, at det kunne lade sig gøre inden for en overskuelig fremtid, men dagens kvartalsregnskab overrasket positivt.

Alm. Brand Markets Danisco-ekspert kalder resultatet for fremragende:

”Genencore-resultet er fremragende. Hvor Novozymes realiserer tab, vokser Genencore markant. Så på den korte bane er der ingen tvivl om, at Danisco-enheden har fået stærk momentum, men den kommer naturligvis også fra et lavere niveau,” siger Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

Vækst på 14 procent
Genencores omsætning vokser 14 procent fra 966 millioner kroner til 1.104 kroner fra første kvartal sidste år til første kvartal i år.

Danisco opererer med forskudt regnskabsår, hvorfor det er første kvartal, som koncernen nu offentliggør.

Ifølge Danisco skyldes fremgangen i Genencore en større efterspørgsel og et forbedret produktmix samt strenge, interne omkostningsbesparelser.

Også Enablers, der omfatter Daniscos emulgator- og stabilisatoraktiviteter og står for 42 procent af koncernomsætningen i første kvartal, udvikler sig positivt:

”Også her klarer Danisco sig bedre end ventet,” siger Michael Friis Jørgensen.

Danisco forklarer resultatet med en meget tilfredsstillende omsætning til det vigtige fødevareområde.

Markedet har taget positivt mod Danisco-regnskabet – aktien var ved middagstid torsdag steget 10 procent.