Carlsberg er ramt af faldende indtjening på flere nøglemarkeder forud for bryggerikoncernens årsregnskab på onsdag. Faldet i såvel den russiske rubel som det britiske pund gør ondt på Carlsberg, og afgørende markeder som bl.a. Frankrig, Storbritannien og Rusland er ramt af svigtende ølsalg.
16. februar 2009, 05:15
Det er ikke lang tid siden, at Carlsberg solede sig i positiv opmærksomhed fra analytikere, medier og investorer. Sidste forårs rekordopkøb af britiske Scottish & Newcastle og den efterfølgende gigantiske kapitaludvidelse skabte stor begejstring og masser af positiv omtale.
Men nu - ca. otte måneder efter den veloverståede kapitaludvidelse - er det en hårdt presset dansk bryggerikoncern, der afleverer årsregnskab på onsdag.
Carlsberg er på én gang under hårdt pres i både Vesteuropa og Rusland. I Vesteuropa er det især Storbritannien og Frankrig, der volder problemer, mens Carlsberg i Rusland er ramt på indtjeningen af den kraftigt svækkede russiske rubel og en opbremsning i russernes øltørst.
Når Carlsberg offentliggør årsregnskab på onsdag, bliver det udviklingen på disse tre markeder, der kommer i fokus. Mest spænding er der om udviklingen i Rusland, der er Carlsbergs absolut vigtigste marked. For første gang i årtier har Rusland ligefrem haft en tilbagegang i ølsalget i 2008.
For at gøre ondt værre forventer de fleste analytikere et yderligere fald i det russiske ølsalg i år, og rublen kan meget vel fortsætte de seneste måneders rutschetur. Citigroup har bl.a. vurderet, at rublen med stor sandsynlighed vil falde yderligere 25 pct. i år. Det kommer i givet fald oven i de seneste tre måneders kursfald på omkring 28 procent.
»Meget tyder på et nedadgående russisk ølmarked i 2009. Vi har set tendensen i slutningen af 2008, og det er ikke blevet bedre siden. Den russiske økonomi lider af faldende oliepriser og kommer til at skrumpe i år,« siger aktieanalytiker i Nordea, Michael West Hybholt, der dog mener, at det russiske vækstscenarie på lang sigt er intakt for Carlsberg. Da Carlsberg i foråret 2008 købte en del af Scottich & Newcastle (S&N) for 57 mia. kr., var det næsten udelukkende for at få fingre i det russiske guldæg Baltic Beverages Holding. I prissætningen lå der indirekte forventninger omkring fortsat stor vækst i Rusland, men investorerne er blevet nervøse over de seneste måneders udvikling.
Risikabelt marked
De fleste analytikere forventer dog fornyet vækst på det russiske ølmarked i perioden efter 2009, men der er også branchekendere, der frygter en langt værre situation.
Britiske Jonathan Cook, der er analytiker i ABN Amro Bank, mener, at mange undervurderer, hvad nedgangen i den russiske økonomi og rubelfaldet kommer til at betyde for det russiske forbrug.
»Den store bekymring er, hvad Carlsberg vil gøre, hvis markedet kollapser. Det er et meget risikabelt marked, men det virker som om alle har en opfattelse af, at alle de dårlige nyheder fra Carlsberg allerede er fremme. Jeg tror godt, at vi kan forvente mere dårligt nyt, især i forhold til den russiske økonomi,« siger han til Berlingske Business.
Det er dog langt fra kun udviklingen i Rusland, der giver investorerne panderynker. I Storbritannien lukker stribevis af pubber hver måned pga. det britiske rygeforbud, og Carlsberg er ligesom andre bryggerikoncerner ramt af faldende salg på pubber og restauranter.
Hvad der måske har været endnu for værre for Carlsberg i 2008, har været det svækkede britiske pund. Aktieanalytiker i Jyske Bank, Jens Houe Thomsen, fremhæver, at pundet sidste år faldt med næsten 25 procent i forhold til kronen, hvilket er endnu mere end rublen, der dog har fortsat det kraftige fald i 2009.
»Indtjeningen i Storbritannien er i forvejen ikke for høj, og det bliver endnu værre, når man skal omregne med næsten en fjerdedel,« siger Jens Houe Thomsen.
Tilbagegang i Frankrig
I Frankrig, hvor Carlsberg er markedsleder efter sidste års opkøb af Scottish & Newcastle, er hele ølmarkedet i kraftig modvind, og Carlsberg taber tilmed markedsandele. Med købet af S&N overtog Carlsberg det franske Kronenbourg-bryggeri, der i længere tid har tabt markedsandele, og den udvikling har Carlsberg haft svært ved at vende.
»Carlsberg vil formentlig tabe markedsandele i Frankrig lidt endnu. Det tager tid at vende situationen. Men vi skal huske, at Frankrig er en langsigtet historie for Carlsberg,« siger senioranalytiker Søren Samsøe fra Danske Markets.
Ølsalget - især i den dyre ende af prisskalaen - har været ramt af den økonomiske krise på de fleste europæiske markeder, men de fleste steder er udviklingen trods alt mindre negativ end i Rusland, Storbritannien og Frankrig.
På markeder, hvor Carlsberg de seneste måneder har været presset af faldende valutakurser - som f.eks. i Rusland, Storbritannien, Sverige og Norge - afhænger meget af muligheden for at gennemføre prisstigninger uden at skræmme forbrugerne væk. Aktieanalytiker i Sydbank, Morten Imsgaard, sammenfatter situationen således:
»2009 bliver et meget udfordrende år, hvor Carlsberg skal vise, at de både kan udvikle sig fremad, levere synergieffekter, nedbringe gælden og gennemføre prisstigninger.«
Selv om analytikerne er enige om, at Carlsberg er presset på mange vigtige markeder, har langt de fleste en købsanbefaling af aktien. Det skal dog ses i forhold til, at kursen siden 1. september sidste år er faldet med 59 procent.

































