Carlsberg nærmer sig den europæiske øltrone

Efter i mange år at have været ubestridt konge af det europæiske ølmarked må Heineken nu se i øjnene, at Carlsberg haler voldsomt ind på markedet. Begge bryggerier er dog fortsat presset af det faldende ølsalg.

Den danske bryggerigigant Carlsberg nærmer sig for første gang en ny position som etter i Europa. Både Carlsberg og Heineken var i går aktuelle med årsregnskaber, og selv om de begge er presset af finanskrise og faldende ølsalg, viste årsregnskaberne for de to rivaler for første gang, at Heinekens ellers stensikre position som Europas ukronede ølkonge er under pres.

Carlsberg kunne således glæde sig over et solidt 2008-resultat, mens Heineken blev negativt påvirket af både opkøb og nedskrivninger.

Det har ellers historisk set været Heineken, der har siddet på førstepladsen i Europa. Den hollandske bryggerigigant er da også fortsat større end Carlsberg, men målt på organisk vækst kan Carlsberg for første gang glæde sig over at slå Heineken, der er det danske bryggeris største konkurrent i Europa.

»På vækstsiden ser Carlsberg ud til at hale ind på Heineken,« siger aktieanalytiker i Sydbank, Morten Imsgard, med henvisning til, at Carlsbergs organiske vækst i Vesteuropa steg med tre procent i 2008, mens Heinekens organiske vækst var negativ med 1,6 procent.

De to bryggerier opgør dog markederne forskelligt, hvilket gør det vanskeligere at lave direkte sammenligninger, og eksempelvis tæller Carlsberg Polen med som et vesteuropæisk marked, mens Heineken opfører landet under Øst- og Centraleuropa.

Øl-tronen vakler
Det danske bryggeri nærmer sig dog også de hollandske konkurrenter på andre fronter. Med det fulde ejerskab af BBH, som Carlsberg erhvervede gennem Scottish & Newcastle-købet, blev det danske bryggeri ejer af Baltika-brandet, der også er stærkt uden for Rusland. Så Heineken kan ikke længere se sig fredet på den europæiske førsteplads, siger Morten Imsgard fra Sydbank.

»Mærkemæssigt er Carlsberg med oppe i toppen med Heineken som de ubestridte konger af det europæiske ølmarked,« siger han.

På Carlsbergs hovedkontor i Valby understreger administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen, at koncernens strategi med at være den hurtigst voksende globale bryggerikoncern er intakt, og inden for rækkevidde.

»Vores mulighed for fremdrift er større end for mange af vores konkurrenter, herunder Heineken. Vi begyndte arbejdet med fælles programmer på tværs af landegrænser senere end dem, og vi har nok fortsat flere muligheder for at gøre fremskridt. Der er væsentlige synergier at hente og flere muligheder for vores mærkevareportefølje,« siger han.

Det danske bryggeri er heller ikke ubekendt med at være etter, om end det er på et andet marked. I Østeuropa voksede Carlsbergs markedsandel i 2008 til 38,3 procent mod 37,6 procent i 2007, og bryggeriets stærke placering på det lukrative russiske marked har også i sig selv gjort sit til at det danske bryggeri overordnet set så ud til at komme bedre ud af 2008 end Heineken. Det vurderer Andrew Holland, bryggerianalytiker ved den internationale investeringsbank Dresdner Kleinwort Wasserstein.

»Carlsberg er primært eksponeret over for, hvad der sker på det russiske marked, og selv om valutasvingningerne har udgjort et stort usikkerhedsmoment, har de overordnet klaret sig godt og haft et udmærket år. For Heineken er billedet meget anderledes, de er eksponeret over for en masse forskellige markeder og er derfor ramt af den økonomiske nedgang på mange fronter.«

Rygeforbud og recession
Heineken mærker især nedgangen på det britiske ølmarked, der dog også driller Carlsberg. Her har rygeforbud og recession gjort det svært at sælge øl, men for Heineken er problemet en større mundfuld, i og med at bryggeriet sidder på en langt større markedsandel end Carlsberg.

Heineken er dog ikke alene om at have modgang. Begge bryggerier mærker finanskrisen, og i både Carlsberg- og Heinekenregnskabet står der, at markedet for øl er robust, »men ikke immunt«, over for økonomisk recession.

Derfor vil de begge fokusere på at styrke pengestrømmene, reducere omkostninger, integrere nytilkøbte forretninger og styrke effektiviteten, ligesom gældsnedbringelse står højt på dagsordenen i begge bryggerier, der jo var sammen om at købe Scottish & Newcastle for 104 milliarder kroner i 2008.

Hos Carlsberg lyder 2009-forventninger dog også på en stigning i nettoresultat på over ni procent til 3,5 milliarder kroner og administrerende direktør Jørgen Buhl Rasmussen tøver ikke med at spå fremgang.

»Vi føler os meget sikre på, at vi kan leve op til vores mål i 2009. Vi er parate til udfordringerne i det år, der kommer. Og når vi på et tidspunkt er igennem den økonomiske krise, står vi stærkere, end vi gjorde før,« siger han.

 



Markedet lige nu