Russiske embedsmænd arbejder på at finde ud af, om landet skal oprette store stats-ejede butikker a la ”systembolaget” i Sverige. Et sådant lovforslag vil være gift for Carlsberg.
19. december 2009, 07:41 – opdateret 19. december 2009, 08:21
Det er kun to dage siden, de tog sig en ekstra skål i Valby, da Carlsberg opjusterede forventningerne til årets resultat-prognose.
Men knap var jule-pilsneren sunket før Carlsberg-toppen igen må kigge bekymret mod øst, hvor politikerne i Rusland pusler med tanker, der ikke just harmonerer med Carlsbergs kommercielle interesser. Tidligere på året vedtog Rusland en markant forhøjelse af afgifterne på øl, et lovforslag som ingen i Carlsberg-hovedsædet troede ville blive til virkelighed, da de første rapporter om lovforslaget slap ud fra Kreml. Men det endte med, at præsident Medvedev satte sin signatur på den nye lovgivning, for at vise handlekraft i forhold til de store problemer, som landet har med overdrevet forbrug af alkohol.
Denne gang arbejder de russiske embedsmænd med et nyt tiltag, som formodentlig vil være endnu værre for Carlsberg. Jyllands-Posten skriver, at der er en stor rapport på vej til politikerne i Rusland, hvor de vil blive præsenteret for de fordele og ulemper, der er forbundet med at opføre store stats-ejede alkohol-butikker som man kender dem i Sverige, hvor de hedder ”systembolaget”.
Det er Moscow Times, der bringer historien om rapporten, hvor de russiske politikere kan ende med at stemme for et statsejet alkoholmonopol, hvor omsætningen årligt er på knap 300 mia. kr.
Sker det, så vil Carlsberg få store udfordringer i Rusland, hvor en af de ting som det danske bryggeri nemlig profiterer af, er det fragmenterede russiske butiksnet, hvor de store detailkæder aldrig for alvor har fået sat gang i konsolideringen og skabt en struktur a la i Vesten, hvor de store detailkæder repræsenterer en indkøbs-muskel så stor, at de presser leverandørerne i ekstrem grad – også store leverandører som bl.a. Carlsberg.
I dag tjener Carlsberg rigtig godt på, at man leverer til tusindvis af små selvstændige kiosker, der ikke kan presse Carlsberg på prisen, men som blot ønsker at kunne sælge den populære Baltika-øl til kunderne, der produceres af Carlsbergs russiske bryggerigruppe Baltic Beverages Holding. Det er bl.a. derfor, at Carlsberg i dag henter 60 procent af sit overskud i Rusland og tjener mere mere end 20 øre, for hver gang virksomheden sælger for 1 krone på det russiske marked.






























































