Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Carlsberg ærgerlig over at miste Tivoli

Det var ikke med Carlsbergs gode vilje, at man måtte sige farvel til Tivoli. Men i længden blev det for dyrt at sponsorere Fredagsrock.

Besøgende i Tivoli må fremover vænne sig til at drikke øl af mærket Royal i stedet for Carlsberg og Tuborg. I hvert fald hvis de køber øl i kiosker og restaurationer drevet af Tivoli selv. Samtidig skal publikum til Tivolis fredagskoncerter fremover se på Royal Unibrew skilte og ikke Tuborg-skilte, når de valfarter til de populære koncerter.

Tidligere var det Carlsberg, der leverede drikkevarer til forlystelsesparken, men nu bliver det altså overtaget af Royal Beer, der samtidig bliver sponsor for Fredagsrock, der gennem 12 år har vokset sig til en af Tivolis mest populære begivenheder med næsten 500.000 gæster til cirka 20 koncerter hver sommer.

Tivoli krævede for meget
I Carlsberg er man ærgerlige over at have mistet aftalen med Tivoli:

”Vi havde da gerne fortsat med Tivoli, for vi mener det er en positiv sammenhæng at sponsorere koncerterne i Tivoli. Men vi måtte bare erkende, at den pris, Tivoli forlangte, var for høj i forhold til det udbytte vi fik af koncerterne. Derfor har vi nu trukket os og kan konstatere, at andre altså er villige til at betale en højere pris end os,” siger Jens Bekke, kommunikationsdirektør i Carlsberg Danmark.

Han oplyser, at Carlsberg nu vil se sig om efter nye sponsormuligheder, men han ønsker dog ikke at røbe, hvilke projekter Carlsberg har i kikkerten:

”Vi foretrækker, at vores sponsorater kommer som en overraskelse – ikke mindst for konkurrenterne. Men selvfølgelig arbejder vi på nye aftaler, som vi ville kunne præsentere i det nye år,” siger Jens Bekke.

Det vil stadig være muligt for besøgende i Tivoli at købe Carlsberg og Tuborg i haven. Det kan fremover ske på de restaurationer i Tivoli, der ikke er drevet af Tivoli.

 




Markedet lige nu