Den belgiske bryggerigigant Inbev er presset på det britiske marked og trækker nu to af sine ølmærker fra markedet. Det ene var en nylancering, der havde kostet bryggeriet 400 millioner kroner.
3. december 2008, 10:17 – opdateret 17. maj 2012, 03:19
Meget kunne tyde på, at det ikke kun er Carlsberg, der er presset på det britiske marked. Inbev, den belgiske bryggerigiant, har valgt at trække to af sine ølmærker fra det britiske marked og vil i stedet satse alle kræfter på sit Stella Artois-brand.
Ifølge The Morning Advertiser,et nyhedssite om og til pubber, har Inbev fjernet de to ølmærker Peeterman og Eiken Bock fra den britiske del af porteføljen. Begge mærker er ellers nye på det britiske marked.
Peeterman blev præsenteret på det britiske restaurationsmarked i august 2006, og Eiken Bock var en helt ny satsning, der blev sat på markedet så sent som februar i år. Sidstnævnte lancering kostede Inbev 50 millioner pund, altså godt 430 millioner kroner, men den investering vinker den belgiske bryggerigigant nu farvel til.
I stedet vil Inbev satse alt på én hest, nemlig ølmærket Stella Artois, som bryggeriet for nylig har introduceret en udgave med mindre alkohol i på markedet.
Kamp om kunderne
Det britiske ølmarked volder i disse dage bryggeribranchen store problemer. Salget i on trade, altså på restauranter og pubber, har været under pres, siden myndighederne sidste sommer indførte rygeforbud, og senest har en forhøjet skat på alkohol i landets pubber gjort det surt at være bryggeri i Storbritannien.
Carlsberg har således måtte vinke farvel til ni procent af salget i on trade i Storbritannien i årets første ni måneder, men også Inbev har mærket nedgangen. I tredje kvartal faldt det belgiske bryggeris britiske salg med 5,3 procent.
Inbev er den tredjestørste spiller i Storbritannien og har en markedsandel på godt 16 procent. Dermed er Inbev større end Carlsberg, der med 13 procent af markedet må se sig henvist til en plads som det fjerdestørste bryggeri.






























































