Finanskrisen har sat de danske bryggerier under hårdt pres. Værst ser det ud for Royal Unibrew, der har nået sit laveste niveau i seks år, men krisen har også ramt giganten Carlsberg, der i det forestående kvartalsregnskab skal overbevise investorerne om, at det russiske guldmarked fortsat kører på skinner.
3. november 2008, 06:23 – opdateret 16. maj 2012, 22:40
De store danske bryggerier er under hårdt pres. Med Royal Unibrew i spidsen er de tre store bryggerier, der desuden tæller Carlsberg og den dog betydeligt mindre spiller Harboe, dykket kraftigt i kurs i løbet af året og for Carlsberg og Royal Unibrew har de seneste to måneder alene budt på en halvering af selskabernes kursværdi.
Carlsberg-aktien er siden udgangen af august faldet 51,3 procent, efter at investorernes frygt for devaluering på det russiske marked, der udgør Carlsbergs absolut største vækstmarked, er taget til.
Bryggerigiganten måtte i starten af oktober nedjustere forventningerne til væksten på det russiske ølmarked, der har været præget af dårligt sommervejr og dermed lavere salgstal, og det vil da også være detaljerne om det russiske marked, der kommer i investorernes og analytikernes primære søgelys, når bryggeriet onsdag fremlægger kvartalsregnskab.
»Hele Carlsberg-historien i dag er jo bundet op på, at Carlsberg kommer til at opleve vækst, fordi vægten i Carlsberg er blevet forskudt mod Rusland. Det har været et marked i kraftig vækst, og Carlsberg har en stor markedsandel og tjener gode penge derovre, og derfor er det klart, at bliver der sat tvivl ved væksten og indtjeningsmulighederne derovre, så kommer der en kraftig reaktion på kursen,« siger Jens Houe Thomsen, aktieanalytiker i Jyske Bank med henvisning til, at Carlsberg med milliardopkøbet af Scottish & Newcastle satte sig på det russiske guldæg BBH.
Investorerne har dog, ifølge analytikeren, været for strenge ved Carlsberg, der altså har måttet vinke farvel til intet mindre end 34,3 milliarder kroner i kursværdi siden årsskiftet.
»Usikkerhederne i Rusland forklarer ikke det hele, og jeg synes, det er svært at regne hjem, at tingene skulle se så dystre ud,« siger Jens Houe Thomsen.
Frygten stikker dybt
Analytikeren understreger desuden, at selv om Carlsberg fremlægger et fremragende kvartalsregnskab onsdag, er det ikke ensbetydende med, at investorernes frygt bliver manet i jorden.
»Der er en tydelig frygt for devaluering i Rusland og for at væksten på lang sigt skal sætte sig. Det kan Carlsberg ikke modbevise på onsdag, så selv om de kommer med et flot regnskab, er det ikke sikkert, det lægger låg på de bekymringer. Det giver selvfølgelig Carlsberg en mulighed for at fortælle, hvordan det ser ud lige nu, men de kan ikke sige noget, der gør, at frygten for en russisk devaluering på længere sigt forsvinder.«
Carlsberg står dog ikke alene med sine bekymringer. Det næststørste danske bryggeri Royal Unibrew har oplevet et sandt rædselsår i 2008, og siden årsskiftet er kursen således faldet med hele 63 procent. Man skal således helt tilbage til november 2002 for at finde en lavere kurs for Royal Unibrew der fredag lå i kurs 200.
Forandring forude
Regnskabsmæssigt har især det seneste kvartal budt på øretæver for bryggeriet, der måtte nedjustere to gange inden for ganske kort tid og samtidig vinke farvel til topchef siden 2002, Poul Møller. Bestyrelsesformand Steen Weirsø lagde ikke skjul på at skiftet skyldtes Møllers manglende evne til at sparke indtjeningen i vejret, og der venter altså den nye topchef, Henrik Brandt, som tiltræder i dag, en stor opgave.
»De skal re-fokusere forretningen. Royal Unibrew gjorde det godt fra 2002 til 2006, hvor de fokuserede og skar ind til benet og dermed fik forbedret indtjeningen. Så begyndte de at lave akkvisitioner, og så gik det galt. De burde nok skille sig af med en del af det, de købte,« siger Peter Kondrup fra Kaupthing Bank, og peger især på den nødlidende polske forretningsdel.
Også det mindste af de store bryggerier, Skælskør-baserede Harboe, har fået kurstæsk i 2008. Aktien er dog paradoksalt nok den af de tre, der har fået de mindste tæsk, selv om Harboe længe har kæmpet mod en sivende indtjening og faldende salgstal. Ifølge analytiker i Jyske Bank, Jens Houe Thomsen, er det dog kun forventeligt at Harboe klarer sig godt, når konjunkturerne dykker.
»Bjørnebryg bør jo sælge godt, når der er krise,« siger han med henvisning til, at Harboe primært sælger øl til discountsegmentet og dermed bør være forbrugernes foretrukne når økonomien er presset. Harboe-aktien har siden årsskiftet tabt 27 procent i kurs. Til sammenligning er det toneangivende C20-indeks faldet 39 procent.






























































