Politisk røre i Grønland efter at den britiske storbank Royal Bank of Scotland har lagt pres på Royal Greenland for at få penge tilbage samt minister-udtalelser om selskabet er på fallittens rand. Nye rød-borgerlig landsstyrekoalition lover selskabet en saltvandsindsprøjtning på en 1/2 mia. kr.
Grønlands største virksomhed, Royal Greenland A/S, er kastet ud i sin hidtil værste økonomiske krise. Koncernen har en gæld på op mod tre milliarder kr., og her midt i finanskrisen banker kreditorerne nu for alvor på døren for at få penge tilbagebetalt.
Blandt dem er en af Storbritanniens største banker, Royal Bank of Scotland. For at undgå panik blandt långiverne vil Royal Greenland efter planen få tilført en halv milliard kr. i offentlig støtte og lån, hvis det nye landsstyre med IA’s Kuupik Kleist som landsstyreformand bliver dannet på fredag. Det siger venstrefløjspolitikeren og den store vinder af det grønlandske landstingsvalg i sidste uge til Berlingske Business.
Uro efter udtalelser
Royal Bank of Scotland har krævet, at det 100 procent hjemmestyre-ejede selskab og Grønlands største arbejdsplads Royal Greenland får refinansieret en del af de penge, selskabet har lånt af banken. Bank of Scotland har reelt krævet en andel af udlånet betalt tilbage fra Royal Greenland, erfarer Berlingske Business.
Men ikke nok med det. Det har skabt enorm politisk uro i Grønland, at den afgående minister for fiskeri fra partiet Atassut netop har erklæret, at Royal Greenland er på fallittens rand. Ministeren hedder Finn Karlsen – en mand, der før har været ude i stormvejr. Efter hans seneste offentlige bramfrie udtalelser om Royal Greenlands elendige økonomi, som er under hans landsstyreområde, greb den nye rød-borgerlige politiske alliance i går straks ind og lovede en halv milliard kr. for at stoppe tvivlen om Royal Greenlands økonomiske formåen.
Den nye landsstyrekoalition med Kuupik Kleist som landsstyreformand og dermed regeringschef ventes at tiltræde på fredag på ekstraordinær landstingssamling.
Kleist og co. lover akut økonomisk saltvandsindsprøjtning til fiske- og
kødvirksomheden.
"Ikke taget højde for finanskrisen"
Dels er Royal Greenland stillet en udvidelse af aktiekapitalen og dels et lån i udsigt. I 2000 lånte Royal Greenland 200 millioner af hjemmestyret. Og før den tid blev der også flere gange givet solide offentlige tilskud af landsstyret for at holde skuden i vandet.
Kuupik Kleist beskylder det afgående Siumut/Atassut-landsstyre for at have sovet i timen og ikke at have tage affære i tide.
”Man har ikke taget tilstrækkelig højde for finanskrisen. Vi krævede i efteråret, at landsstyret tog deres forholdsregler omkring Royal Greenland,” siger han.
Og videre siger han:
”Det er uklart, hvem der egentlig har vidst hvad på hvilke tidspunkter og hvem der har undladt ikke at gøre noget. Vi har hele tiden kunne ment, at finanskrisen godt kunne gøre det svært for Royal Greenland,” siger Kuupik KIeist om Siumut/Atassut-landstyrets manglende handlekraft.
I dag er balladen lammende for Grønlands største kommercielle virksomhed, der omsætter for omkring fem milliarder kr. Priserne på rejer, som er selskabets største forretning, er under pres på verdensmarkedet.
Forvirringen omkring Royal Greenland er imidlertid total. For selskabets topchef Flemming Knudsen udtalte i går samtidig med Kuupik Kleist og hans folk holdt pressemøde et andet sted, at der ikke var nogen problemer var i Royal Greenland.
Og det er den kommende grønlandske regeringschef bekymret over.
”Vi måtte reagere hurtigt for ikke at alle finansieringsinstitutter, som har noget til gode hos Royal Greenland skulle gå i panik og kræve deres penge tilbage,” siger Kuupik Kleist om årsagen til hjælpepakken, som skal berolige långiverne.
Er Royal Greenland ved at gå neden om og hjem?
”Nej det kan vi ikke tåle,” siger Kuupik Kleist.
IAs førstemand vil ikke udelukke, at det kommende landsstyre går i gang med at kulegrave andre hjemmestyre-ejede virksomheder for eventuelle lig i lasten.
”Men jeg vil ikke nævne, hvilke selskaber, der kan blive tale om” siger Kuupik Kleist.















