9. september 2007, 03:00

»Mr. Fogh Rasmussen, tear down this wall.«

Helt sådan vil Luiz Inácio Lula da Silva næppe udtrykke sig på mødet med den danske statsminister på onsdag. Men det er det, han mener. Og det er i høj grad denne mur, en handelsmur, som kommer i centrum, når Nord og Syd mødes i Danmark i denne uge. I øvrigt for første gang i Danmark på statslederniveau.

Lula er øgenavnet for den nu 61-årige fagforeningspræsident, som i 2003 blev båret ind i præsident­paladset i udkanten af Brasilia – Brasiliens hovedstad – med 53 millioner stemmer.

Præsident Lula er siden blevet genvalgt og er i dag en magtfaktor også på den internationale politiske scene. Med olie og fødevarer drøner økonomien af sted med en vækst på fire-fem procent om året. Det har givet Brasilien en ny stærk økonomi, men også givet det store land i Sydamerika med 180 millioner mennesker en helt ny selvtillid. Og med en forstærket økonomisk selvtillid følger kravet – et forstærket krav – om mere politisk indflydelse.

Ikke bare på handelsområdet, men også i FN-regi. Brasilien vil høres og have indflydelse. Det er det enslydende signal, man som europæer får ved en rundrejse i storbyerne Rio de Janeiro, Brasilia og Sao Paulo. Hverken officielt eller uofficielt lægger politikere, embedsmænd og erhvervsliv skjul på, at det er uholdbart, at kontinentets største og stærkeste land fortsat holdes udenfor.

Det er først og fremmest brasilianske fødevarer og ikke mindst potentialet til at frembringe endnu flere fødevarer, som skal vise verden, at Brasilien har andet end fodbold, sambapiger og den berømte Copacabana-strand.

Den internationale chef for det brasilianske institut for fødevareudvikling (EMBRAPA), José da Madeira Netto, henviser til de enorme uopdyrkede arealer, der findes i Brasilien.

»Vi kan forsyne verden med etha­nol (typisk fra sukkerør, red.), og i øvrigt er Brasilien klar til at brødføde hele verden. Vi er helt klar til markedet på lige konkurrence­vilkår,« lyder det klare budskab.

Nye økonomier
Det 20-årige billede med den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagans krav til sin russiske kollega, Gorbatjov, om at rive Berlin-muren ned, passer i høj grad på det politiske magtopgør, der i disse år findes på handelsområdet. I regi af WTO – verdenshandelsorganisationen – som er hårdt kritiseret for i for høj grad at gå de rige vestlige landes ærinde.

De vestlige lande har i årtier kæmpet for en globaliseret verden knyttet sammen bl.a. i regi af WTO. Nu buldrer globaliseringen så af sted, og det har skabt nye økonomisk stærke lande som Brasilien, Rusland, Indien og Kina – benævnt som BRIK-landene. Lande som ikke længere vil finde sig i at blive betragtet som udviklingslande, lande som med stadig større styrke hårdt kritiserer EU og USA for at fastholde handelsbarrierer og toldgrænser som er old-fashioned i en moderne globaliseret verden. For at beskytte landbrug i USA og EU, som i en helt fri verden vil tabe til konkurrenterne i BRIK-landene.

Den såkaldte Doha-runde i WTO, der skulle åbne yderligere, har været fastlåst i flere år. Blandt andet er både USA og EU gået helt i sort med hensyn til at afvikle landbrugsstøtten. I stedet forsøger USA sig med bilaterale aftaler.

Præsident Lulas højrehånd, hans mangeårige samarbejdspartner og politiske rådgiver professor Marco Aurélio Garcia, siger i et interview med Berlingske Tidende, at Brasilien er fokuseret på en multinational Doha-runde. Altså at både USA og EU kommer tilbage til forhandlingsbordet med reelle tilbud, således at processen med afvikling af statssubsidier til landbruget får noget substans.

Men han tilføjer, at hvis WTO fortsat er lukket land, ja så er der andre muligheder for »et stort og stærkt« Brasilien med henvisning til blandt andet lande samlet i G20-klubben. Tidligere udviklingslande, nu med fremgangsrige økonomier og med fokus på landbrug, som er samlet i dette interessefælleskab, blandt andet med henblik på at stå stærkere i WTO. Brasilien har indgået særaftaler med blandt andre Indien.

Gælden til Afrika
Samtidig peger professor Garcia på Afrika som et fremtidens kontinent.

»Vi i Brasilien har en særlig forpligtelse, en gæld til Afrika, og i særdeleshed selvfølgelig til de portugisisk talende lande (tidligere slaveriet, red.). Vores handel med Afrika er på få år femdoblet, og præsident Lula har i sin regeringstid besøgt 17 afrikanske lande.«

Et klart signal om, at Brasilien også ser en politisk interesse i at stå sig godt med en række afrikanske lande, hvis ambitionerne om og bestræbelser på at blive permanent medlem af FNs sikkerhedsråd skal bære frugt. Den sydamerikanske stormagt vil ind i varmen.

Endelig har Brasilien markant stigende økonomiske interesser i Mellemøsten. Præsident Lula har været en arg modstander af krigen i Irak og bruger sin politiske indflydelse på at fastholde, at sådanne operationer og krige kun kan finde sted efter mandat fra FN.

Den brasilianske regerings chef for europæiske anliggender Maria Edileuza Reis rejser med sin præsident til Norden. Hun siger:

»Brasilien er ikke længere kun en nation, som skal have hjælp til bekæmpelse af fattigdom og kriminalitet, men også en nation, som yder støtte i internationale sammenhænge,« siger hun med henvisning til, at Brasilien bidrager med 2.000 soldater til FNs fredsbevarende styrke i Haiti. Maria Reis tilføjer, at også Irak-krigen vil blive drøftet på regeringschefmødet mellem Fogh Rasmussen og Lula.

Rig og fattig
Et andet prekært politisk område, hvor Brasilien spiller en vigtig rolle, er forholdet til Venezuelas omstridte præsident, diktatoren og socialisten Hugo Chávez, som snart har ti års jubilæum på toppen i den olierige nation.

Venezuela har et anstrengt forhold til USA og EU, mens Brasilien – som professor Garcia udtrykker det – har »meget tætte relationer til Venezuela.« Den magtfulde rådgiver har dog straks denne tilføjelse:

»Men Brasilien overspiller ikke rollen som Venezuela – det behøver vi ikke,« som det tørt konstateres.

Sådan arbejder det politisk bevidste brasilianske diplomati anno 2007.

Begge disse nationer har vægtige kort at spille på den internationale scene. Hugo Chávez sidder på en kæmpestor olietønde, mens præsident Lula har både store olieforekomster og et endnu større potentiale på fødevareområdet.

Hugo Chavez kan råbe og skrige og nationalisere, Lula derimod forsøger sig på den store politiske balancebom.

Men langtfra alt er lutter idyl i Brasilien. Der er enorme forskelle på rig og fattig, infrastrukturen mangler milliarder, ungdomskriminaliteten er stigende; mange steder er der hård kritik af arbejds- og miljøforhold, fængslerne beskrives som et rent helvede, og det er fortsat sådan, at næsten hver tredje dropper ud af skolen inden afslutningen af det 8. skoleår.

Rejser man rundt i Brasilien, blandt andet i de tre store millionbyer Rio de Janeiro, Brasilia og Sao Paulo, smækkes fattigdommen lige op i synet på de rejsende. Slummen, favela’en, omkring disse byer huser hundredetusinder af trøstesløse ansigter. For Elizebete, som er leder af en lille en skole, en slags mødrehjælp for teenagemødre i Mare-komplekset i Rio, er de fine økonomiske søjler langt, langt borte.

Den virkelighed hun ser, er fattigdom og kriminalitet. Hun forsøger at skabe en blot nogenlunde tilværelse for helt unge mødre – finansieret af norsk velgørenhed. Eksempelvis for det barn, som hun selv blev mor til som ti-årig, og det andet barn, som hun fødte som 13-årig.

Men det er næppe den virkelighed – og den mur – der skal rives ned, når de to statsmænd Fogh Rasmussen og Lula på onsdag udveksler synspunkter.

Research Tomas Munks­gaard Hoff