Hos bankernes organisation Finansrådet afviser direktør Jørgen Horwitz kritikken om, at bankerne har presset landmænd til en tur på den finansielle roulette.
15. februar 2010, 08:42
Finansrådets direktør Jørgen Horwitz vil ikke høre tale om, at bankerne har presset de danske landmænd til risikable spekulationer.
Reaktionen kommer efter Berlingske Business i dag beskriver hvordan en tur på finansmarkedernes store roulette har kostet mange landmænd dyrt.
I et interview med Business.dk afviser Jørgen Horwitz kritikken om, at letsindige banker har presset landmænd til kæmpe investeringer i avancerede finansielle produkter.
Han nedtoner samtidig risikoen for, at danske banker risikerer at knække halsen på milliontab på de dybt forgældede bønder.
Har bankerne være for aggressive overfor landmændene?
"Landbruget har deres eget rådgivningssystem med - så vidt jeg ved - 32 rådgivningscentre over hele landet. Centre som er ejet af Landbrug og Fødevarer, hvor 80 pct. af landmændene er medlemmer. De har også en økonomisk afdeling i disse rådgivningscentre. Så hvis man mener, at man har fået dårlig rådgivning, så bør man spørge sig selv først og fremmest."
Så du siger, at landbruget skal ikke kommet og pive hos jer, nu hvor de har lidt tab?
»De har jo selv en meget omfattende rådgivning. Så jeg vil mene, at man skal kigge på sit eget rådgivningssystem først.«
Så har bankerne været gode nok til at rådgive landmændene?
"Jeg vil først og fremmest mene, at landmændene bør kigge på dem selv."
Opmærksom på landbrugets problemer
Hvor alvorlig er landbrugets gældskrise for de danske banker?
»Landbruget har helt utvivlsomt en meget stor gældsbyrde i forhold til indtjeningen. Men ser man i forhold til banksektoren, så udgør udlån til landbruget samlet set kun 4 pct. af udlånet. Det er en overkommelig del af udlånet.«
Er det noget sektoren bør have fokus på?
»Vi er samlet set som sektor opmærksomme på landbrugets problemer, og vi er optaget af problemerne. Jeg vil dog også gerne understrege, at jeg mener, at man ikke skal overdramatisere problemerne.«
Er bankerne rustet til tab på landbruget?
»Helt bestemt. Det vil ikke være det der er udfordringen. Landbrugets situation er noget vi interesserer os for, men det er ikke noget som giver anledning til stor bekymring.«
Økonomi og Erhvervsministeriet fremhæver selv i et internt notat, at en række små banker kan komme i problemer på grund af store tab på lån til landbruget. Deler du den holdning?
»Først og fremmest vil jeg gerne advare mod, at man bare kigger på hvor stor eksponering de enkelte banker har mod landbruget. Det giver jo ikke noget billede af om det er gode eller dårlige lån. Der findes også gode landbrug.Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere, at det ikke bliver en udfordring for nogle banker. Generelt er der bare ikke noget, der giver anledning til bekymring i banksektoren.«































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten