Arla er groggy oven på afsløringen af den kinesiske fødevareskandale og har stoppet produktionen af mælkepulver på sin fabrik i Kina. Arlas drømme om at skabe en stor forretning i Kina er sat på stand by, indtil Arla får skabt fuld kontrol over situationen.
18. september 2008, 05:00
Arla er ramt af sin hidtil værste fødevarekrise. Drømmene om at bygge en stor forretning op på mælkepulver på det boomende vækstmarked i Kina er sat på stand by i et af Europas største mejeriselskaber. Det sker oven på afsløringen af skandalen om det forurenende mælkepulver. En sag, der ryster kineserne og hele Kinas mejeriindustri, og har har kostet flere døde børn.
Der hersker ingen tvivl om, at Arla vil få et økonomisk tab, i hvert fald på kort sigt. Men hvornår Arla genvinder det tabte salg, tør ingen i Arlas ledelse i dag gætte på. En rystet Arla-koncernchef Peder Tuborgh gik i aftes i seng, efter at han tidligere på dagen havde kaldt fødevareskandalen i Kina, som Arla er hvirvlet ind i, for en national katastrofe.
»Det er en fødevareskandale af dimensioner, vi ikke har set før. Arla er blevet en del af en kinesisk skandale. Det værste et fødevareselskab kan opleve er, at børn dør af at spise fødevarer. Der findes ikke noget værre. Arlas drømme om at skabe en god forretning i Kina sammen med vores partner, Mengniu, er sat på stand by, indtil vi har fået fuldstændig kontrol over den her situation. Det er en tragedie, der rammer hele mejerindustrien, også Arla. Og sagen skal håndteres rigtigt for, at vi kan få bygget det op igen(forbrugernes tillid og salget red.),« siger kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen.
Produktionen på Arlas mælkepulverfabrik i Indre Mongoliet i det nordlige Kina blev onsdag morgen lokal tid midlertidigt stoppet. Men det drejer sig dog kun om få dage, før produktionen ventes at blive sat i gang igen. Arla koncentrerer sig i disse dage helt om »brandslukning« og afdækning af skandalens omfang i tæt samarbejde med sin kinesiske partner, inden der sættes damp på produktion og markedsføringen for at få de kinesiske forbrugernes tillid tilbage.
»Mengniu har aflyst alle reklamespots på kinesiske tv-stationer. Normalt bringer vores partner 20 til 30 reklamespots pr. aften. Reklamerne er erstattet en spot, der forklarer kinesiske forbrugere, hvad der er sket og hvad vi gør for at undgå forurenet mælkepulver i fremtiden,« siger direktør for Arlas globale forretning for mælkepulver, Jais Valeur.
Kina var ellers på et par år blevet et meget vigtigt marked for Arla, når det gælder mælkepulver. Sammen med sin Mengniu har Arla de sidste par år investeret 500 millioner kr., heraf cirka 300 millioner kr. lånte penge, i joint venture virksomheden Arla Mengniu, som producerer mælkepulver. Indtil fødevareskandalen pludselig væltede alle drømme omkuld, forventede Arla, at det var sandsynligt at de investerede penge var tjent hjem i 2011.
»Vores partner har taklet det fint. Mengniu er gået i front i mejeriindustrien for at få ryddet ud i alle dårligdomme(forurening af mælkepulver red.)og sammen med myndighederne få bygget forbrugernes tillid op igen,« siger Astrid Gade Nielsen.
I slutningen af 2006 sagde Jais Valeur, dengang var administrerende direktør joint venturet og i dag chef for hele Arlas globale ingrediensforretning, at Arla Mengnius mål i løbet af de næste 10 år var at blive en af de mest profitable virksomheder i Kina inden for mælkepulver.
- Men spolerer fødevareskandalen ikke Arlas mål for indtjeningen i Kina i 2016?
»Det er pokkers svært at sige, hvordan de kinesiske forbrugere nu vil reagere, fordi vi først skal ud og have genskabt tillid til en hel industri. Det er jo brådne kar, der i den grad har tilsidesat hensynet til menneskers liv og levned. Det har ødelagt industrien og sat den tilbage. Får industrien over de næste par måneder genskabt de kinesiske forbrugeres tillid, så kan vi håbe på, at Arla og Mengniu kan komme relativt hurtigt videre,« siger kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen fra Arla.






























































