Skandalen med forurenet babymælkepulver i Kina vokser. Kinesisk tv oplyste tirsdag, at de fleste kinesiske mejeriselskaber, heriblandt et ejet af danske Arla, har solgt forurenet mælkepulver.
16. september 2008, 15:18
Skandalen med forurenet babymælkepulver i Kina vokser. Kinesisk tv oplyste i dag, at de fleste kinesiske mejeriselskaber har solgt mælkepulver, som er forurenet med stoffet melamin.
Hvilke mejerier, der har fået deres mælkepulver testet positiv, er endnu ikke oplyst.
Arla-direktør Peter Tuborgh har dog netop bekræftet, at joint venture-selskabet Mengniu Arla, som Arla ejer halvdelen af, også er omfattet af skandalen.
I går aflyste direktøren for Mengniu Arla i Kina, Niels U. Pedersen, festlighederne i forbindelse med indvielsen af en fabrik til mere end 225 millioner kroner.
"Vi kan ikke feste, når spædbørn i hundredvis er blevet syge efter at have indtaget en af vores konkurrenters produkter. Vi ved ikke, om der er tale om et generelt industriproblem, men myndighederne er i fuld gang med at undersøge også vores produktion. Man tager sagen meget alvorligt," siger Niels U. Pedersen.
Helt op imod 10.000 babyer kan have drukket det forurenede mælkepulver, som kan medføre nyresvigt og urinvejsinfektioner. To er foreløbig døde.
/ritzau/

































