En markant forbedring i Arlas indtjening på mælkepulver og industri-oste gør det nu muligt for Arla at udbetale mere til ejerne – mælkeproducenterne.
15. september 2009, 16:48 – opdateret 19. maj 2012, 17:40
Arla Foods sætter fra og med den 5. oktober betalingen til selskabets ejere, mælkeproducenterne, op med 11 øre.
Det betyder, at Arla fremover betaler producenterne 238,3 danske øre/kg for konventionel mælk og 296,2 øre/kg for økologisk mælk i Danmark. Stigningen skyldes, at priserne på det globale industrimarked stiger:
“De seneste tre-fire uger har vi kunne konstatere, at priserne på industriprodukter som mælkepulver og ost har rettet sig mærkbart. Efterspørgslen på disse varer ser nu ud til at være styrket i forhold til det deprimerende marked, vi har set hidtil,” siger Pedet Tuborgh, adm. direktør i Arla Foods.
Besparelser virker
Den anden årsag til, at Arla nu kan hæve prisen, er, at det interne spareprogram begynder at virke fuldt ud takket være ekstraordinære besparelser.
Arla fastholder stadig målet om et resultat i 2009 på cirka 900 mio. kr.
”Det er for tidligt at sige noget om, hvorvidt det her er begyndelsen på en mere permanent forandring, hvor også priserne i detailleddet vil stabilisere sig på et højere niveau. Vi må jo erkende, at priserne i detailleddet er ganske lave, og selv om vi gerne så dem højere, er det jo ikke noget, vi kan diktere,” siger Peder Tuborgh.
Varemærker og økologi vinder frem
På detailmarkedet er udviklingen fortsat præget af stort prispres. Arlas varemærker lykkedes med at holde sine positioner på nogle markeder og er under pres fra lavprisprodukter på andre markeder.
I Danmark har discountprodukter vundet frem på konsummælksområdet under den økonomiske krise, mens varemærker som for eksempel Kærgården er lykkedes med at fastholde sin position.
I Sverige vælger flere og flere forbrugere Arlas produkter, og at Arlas brede sortiment af økologiske produkter går frem.






























































