Ledelsen i andelsselskabet Arla Foods klamrer sig til den store vækststrategi, den meldte ud i efteråret sidste år, lige inden krisen ramte mælkesalget som en hammer.
Samtidig er selskabet nu midt i en gigantisk sparerunde, som skal frigøre 1 mia. kr. i besparelser. Topchef Peder Tuborgh erkender over for dagbladet Børsen, at det er vanskeligt at træde på speeder og bremse på samme tid.
»Det er en hårfin balance at gøre de ting, der skal gøres i en krise som den, vi er i nu, og samtidig kommunikere, at vi faktisk også gør noget, der bringer virksomheden fremad. Det er en barsk opbremsning, vi oplever, men det kompromitterer ikke strategien. Vi skruer en lille smule ned for motorerne, men det er stadig det samme søkort, vi navigerer efter,« siger Peder Tuborgh med henvisning til vækstplanen Strategi 2013.
Den stilede oprindeligt mod en vækst i omsætningen på ca. 25 mia. kr. til 75 mia. kr. i 2013. Det sigte er nu skudt længere ud i horisonten som følge af krisen og devalueringen af det britiske pund og den svenske krone, der trækker ned, når der omregnes til danske kroner.
Men jagten på vækst i nye kernemarkeder som Tyskland og Polen pågår fortsat. Senest har Arla købt et nyt mejer i Holland, som ud over at gøre Arla til nummer to på det hollandske marked skal bruges som spydspids ind i Tyskland.











