Arla dropper julegaver

Der bliver en ledig plads under juletræet hos mejeriarbejderne hos Arla Foods. For ledelsen for den verdensomspændende mejerikoncern har besluttet at spare julegaven til medarbejderne væk.

Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

- Det er rigtig træls, at vi må røre ved medarbejdernes julegave i år. Men Arla Foods skal spare en milliard kroner, og vi har måttet kigge på alt mellem himmel og jord for at finde besparelser, siger Astrid Gade Nielsen, koncernkommunikationsdirektør i Arla Foods.

Den Grønne Gruppe i 3F forstår ikke Arlas beslutning om at tage julegaven fra medarbejderne:

- Medarbejderne bliver bedt om at løbe stærkere for tiden. Men samtidig fjerner ledelsen nu en gulerod, som er med til at motivere medarbejderne i en hård krisetid. Det er et helt forkert signal at sende, siger forhandlingssekretær Vagn Henriksen til Nyhedsbrevet 3F.

Nyhedsbrevet 3F erfarer, at det ikke kun er julegaven til medarbejderne, som Arla sparer væk: Koncernens kunder og andelshavere får heller ingen julegave i år. Derudover bliver et igangsat kantineprojekt udskudt.

Sidste år var Arlas julegave en kasse med to flasker rødvin, konfekt samt egenproduceret ost.

 



Markedet lige nu