Den verdensomspændende mangel på kaffe har gjort, at prisen på kaffebønner er steget til det højeste niveau i år.
10. september 2010, 09:46 – opdateret 10. september 2010, 09:53
Prisen på de såkaldte arabica-bønner, som er hovedproduktet i en almindelig kop kaffe, er steget mere end en tredjedel de seneste måneder, så prisen nu er den hidtil højeste i 2010. De skyldes hovedsageligt, at afgrøderne har været mindre frugtbare end ventet, og ifølge råvareranalytikere er der overhængende risiko for, at situationen bliver værre.
”Vi havde to katastrofale høster i Colombia. De vigtigste mellemamerikanske lande har også haft dårlige afgrøder. Der er mangel på grønne kaffebønner lige nu,” siger råvareanalytiker Kona Haque til Wall Street Journal.
Et halvt kilo arabica-bønner er steget fra 1,30 dollar til 1,80 dollar i 2010, hvilket er en stigning på næsten 40 pct. Det eneste der umiddelbart kan sænke pris- og inflationsniveauet er en succesfuld høst i Brasilien, der er verdens største kaffeproducent. Analytikerne frygter imidlertid, at Brasilien ikke vil dække behovet på markedet, da størstedelen af deres afgrøder vil gå til at fylde tomme varelagere op.
Prisen på kaffe i dagligvarebutikker er endnu ikke berørt af det forhøjede prisniveau. Det ventes heller ikke at få indflydelse på kaffeglade cafe-gængere, da omkostninger til husleje og personale står for de største udgiftsposter.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten