Prisen på især lejligheder i København og huse i Nordsjælland falder nu med så stor fart, at det svarer til mere end 1.000 kroner om dagen. Det vil derfor i en del tilfælde kunne betale sig at bo på hotel.
16. september 2008, 14:56
Boligpriserne falder nu med så stor hast, at det kan betale sig at flytte på hotel. En gennemsnitlig overnatning på hotel i København koster 1.100 kroner.
Men en typisk lejlighed i København på 80 kvadratmeter har været et endnu dyrere bekendtskab. Den har kostet 1.200 kroner at eje om dagen, siden priser toppede i efteråret 2006.
Det gælder, hvis både prisfald, samt udgifter til lån, vand, varme, boligskatter, forsikringer med videre tælles sammen. Det er BRFkredit, der har regnet dette ud, og cheføkonom Ulrikke Ekelund siger derfor, at et hotel måske er en overvejelse værd for unge, der netop har fået studieplads og overvejer at flytte til byen.
Beregningen bygger på de officielle listepriser på hoteller inklusiv moms, der er indhentet på hotels.com. Men formentlig vil prisen kunne presses ned, hvis man shopper efter tilbud og eventuelt tegner en længerevarende kontrakt.
På ejerboligsiden er prisen regnet ud per dag ved at se på, hvor meget boligen har ændret sig i værdi siden toppen på boligmarkedet for en ejerlejlighed på 80 kvadratmeter. Hertil er udgifterne til el, vand, varme, licens, renteudgifter og ejendomsskatter lagt til.
»Men tilbuddet om at flytte på hotel og spare penge gælder ene og alene for københavnerne. På landsplan er det 455 kroner dyrere i døgnet bo på hotel end i lejlighed,« siger Ulrikke Ekelund.
Den mest ekstreme situation er i Ålborg, hvor forskellen er hele 900 kroner per overnatning i ejerlejlighedens favør. Årsagen til de store regionale forskelle skyldes forskelle i prisniveauet, da boligmarkedet toppede, og dermed også en forskel på, hvor stort det efterfølgende prisfald har været,« siger Ulrikke Ekelund.
Mange forbinder hoteller med ren luksus, da man så slipper for rengøring, vask af sengetøj og vedligeholdelse af boligen. Flere steder er der også mulighed for at tage en svømmetur i hotellets pool – i stedet for at deltage i arbejdsdage eller trappevask i ens ejerforening.
»Men de fleste vil nok gerne - trods dette - have deres egen bolig. Mange vil nok også foretrække 80 kvadratmeter frem for et mindre hotelværelse. De færreste hotelværelser har også køkken. Så besparelsen også hurtigt forsvinde i fastfood og anden mad, hvis man ofte skal spise ude,« siger Ulrikke Ekelund.
Samtidig er det dyrt at sælge en ejerbolig, og solgte man nu, risikerer man også, at gå glip af de prisstigninger, der måske kommer igen på et tidspunkt. Priserne ser godt nok ikke ud til at skulle op hurtigt og lige med det samme, men på langt sigt, og før eller siden, vil de givet stige.
De historiske erfaringer viser i hvert fald, at det over lange perioder har været en fornuftig forretning at eje en lejlighed, et hus eller en fritidsbolig.


































