Store bølger på de finansielle markeder sender investorer over i obligationer - det giver billigere realkreditlån til boligejere.
15. september 2008, 12:05
Den enes død, den andens brød. Mens bankerne og deres investorer sukker og stønner verden, over kan de danske boligejere glæde sig over en lavere rente på realkreditlån, end der ellers var udsigt til.
Bortset fra boligkøbere kommer det også de boligejere til gode, som skal omlægge variabelt forrentede lån til december.
"Vi er stadigvæk ikke nede på niveauet for december-tilpasningen (i 2007, red.), men vi har bevæget os dernedad siden toppen i juni," vurderer cheføkonom i BRF Kredit Ulrikke Ekelund.
Mandag formiddag blev der kappet 0,10 til 0,15 procentpoint af rentetilpasningslånenes rente.
"Det betyder, at alene efter dagens bevægelser kan man trække 10-12 kr. fra i ydelsen før skat og 5-8 kr. efter skat," oplyser Ulrikke Ekelund.
Realkredit Danmarks cheføkonom Elisabeth Toftmann Asmussen vurderer, at renteniveauet for de etårlige rentetilpasningslån allerede til næste år er tilbage på det samme niveau.
"Vi forventer, at F!-renten stiger fra 4,73 til 5,6 procent til december. Men til gengæld forventer vi også, at niveauet i løbet af 12 måneder falder tilbage til 4,7 procent," siger hun.
Sådan har ydelsen udviklet sig
Prisen på at låne en million kroner som et-årigt variabelt forrentet lån er siden årsskiftet først steget frem til sommeren, og derefter faldet.
Her er prisen og renten på udvalgte tidspunkter efter skat:
2. januar 2008: 4.262 kroner/3,71%
4. juli 2008: 4.429 kroner/3,99%
6. juli 2008: 4.508 kroner/4,14%
15. september 2008: 4.425 kroner/3,93%
Kilde: BRF Kredit
Ifølge BRF Kredit er der omkring 150.000 boligejere, der skal rentetilpasse deres boliglån til december.
"For dem er bevægelserne på dagens markeder en glædelig nyhed, med mindre de har en stor del af deres opsparing placeret i finansielle aktier. I så fald vil de nok tabe mere på karusellen, end de kan vinde på gyngen," påpeger Ulrikke Ekelund.
BRF Kredit regner med, at renterne vil fortsætte med at falde de kommende måneder - dog ikke i samme hastighed som i dag.
Desuden bliver en rentenedsættelse fra den europæiske centralbank ECB også mere og mere sandsynlig i takt med, at økonomien bremser op.






























































