Et søndags-interview med Klaus Riskær Pedersen i Berlingske Business har fået læserne op af stolen.
21. februar 2010, 06:45 – opdateret 21. februar 2010, 20:21
"Selvfølgelig skal du betale din gæld. Længere er den ikke. Fine ord og dødsyge bortforklaringer er aldeles uinteressante."
"Danmark er et socialistisk land, der hader rige iværksættere, og man bør forlade landet hvis man vælger den livstil."
Klaus Riskær Pedersen har sat gang i debatten på business.dk, og ovenstående to citater viser nogle af yderpunkterne i debatten om den fængslede forretningsmand, der i denne uge atter er kommet på forsiderne.
Berlingske Business kunne tirsdag berette, at den 54-årige forretningsmand havde købt en mondæn ejendom på Gammel Strand 42 i indre København for 50 millioner kroner.
Riskær skylder dog stadig forskellige banker 168 millioner kroner efter konkursen i Accumulator Invest, og nu begynder bankerne – kreditorerne – igen at rasle med sablerne og forfølge deres penge.
Hvis bankerne får deres penge denne gang, så vil Riskær næppe rejse sig igen.
"Hvis man ødelægger mig igen, så bliver jeg liggende," som han formulerer det i interviewet med Berlingske Business.
Masser af debat
Og det har fået både tilhængere og modstandere af den kontroversielle forretningsmand til at reagere.
"Klaus Riskær er en person som efter min mening for alt for meget sendetid og eksponering. Manden er kriminel og afsoner i øjeblikket en dom for økonomisk kriminalitet, og derfor er han også selv uden om at betale de kreditorer tilbage, som i deres godtroenhed lånte ham en del penge, som han svindlede væk fra dem til lyssky konti i udlandet," lyder det således i et indlæg på business.dk.
"På den ene side tænker jeg "gud hvor han klynker", men på den anden side synes jeg, Hr. Riskær har en pointe i, at sagen burde klassificeres som forældet, da den allerede blev indledt i 93 men først stadfæstet i 2008. Synes det er urimeligt at kreditorene kan gøre deres krav gældende så langt tid efter manden ugerninger," lyder det dog i et andet indlæg.
En anden debattør mener dog, at det er fuldstændig malplaceret at gøre Riskærs situation til et spørgsmål om, hvorvidt det er for svært at komme i gang igen i Danmark, hvis man en gang er gået konkurs med en virksomhed.
"Manden har overtrådt landets love, har svindlet og er blevet dømt. Han skal da ikke "slippes løs og skabe nye arbejdspladser og indtægter". Sandsynligheden er da snarere, at manden begår nye lovovertrædelser til skade for andre," lyder det i debatten.






























































