Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank slår pjalterne sammen

To af de mest udfordrede banker i Danmark planlægger fusion og kapitaludvidelse med betinget tilsagn fra Nationalbanken om aktiekøb.

Samtidig med fusionen planlægger Vestjysk Bank at konvertere 297 mio. kr. ud af det statslige indskud af hybrid kernekapital til aktier.

Banken vil endvidere udvide aktiekapitalen med mellem 250 og 300 mio. kr., optage et ansvarligt lån på 200 mio. kr. og frasælge sektoraktier for 175 mio. kr. Nationalbanken har givet betinget tilsagn om køb af sektoraktierne, hvilket vil give banken en mindre kapitalbinding og dermed forbedre solvensen.

Den fortsættende bank regner med at kunne få nye individuelle statsgarantier med en løbetid på op til tre år. De eksisterende statslån udløber i år og næste år.

Den nye bank regner med at være uafhængig af statslån, når de nye - endnu ikke bevilgede - garantier udløber i 2016.

"Det er en stor manøvre for at skabe noget tillid og sikre, at man i stedet for to banker med svage balancer og dårligt omdømme, kan få en bank med en forbedret solvensprocent, og en forlængelse af den individuelle statsgaranti," siger Thomas Berngruber, bankanalytiker hos Leth Capital Management.

Han vurderer, at alle elementer i kapitalplanen skal falde på plads, før redningsaktionen kan lykkes.

"Alle giver lidt, aktionærerne giver lidt, de andre banker giver lidt, og staten giver lidt. Der ligger nogle betingede aftaler hele vejen rundt, og alle elementer skal falde på plads, for at det kan lykkes," siger Thomas Berngruber.

Han vurderer, at fusionen vil give bankerne et pusterum. Både Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank har været i fokus som nogle af de skrøbeligste danske banker.

"Hvis det lykkes bliver der ro i et stykke tid, og de får lov til at leve videre. Det er to pressede banker, der slår sig sammen, og det er lidt en minus og minus giver plus-tankegang," siger Thomas Berngruber.

Frank Kristensen, bankdirektør i Vestjysk Bank kommer til at stå i spidsen for den fortsættende bank, mens bankdirektør Vagn Thorsager, Aarhus Lokalbank, bliver en del af direktionen.

Ingen af bankdirektørerne ønsker at udtale sig før pressemødet klokken 14.

Aktien i den fortsættende bank, Vestjysk Bank, 17,2 pct., mens Aarhus Lokalbank er oppe med 40 pct.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu