Vindmølleproducenten risikerer påtale for at undlade at oplyse om kæmpeordre i USA, selv om markedet kendte til ordren, en uge inden fondsbørsmeddelelsen gik ud.
24. juli 2010, 05:00
Vestas bevæger sig på kanten af børsreglerne ved først at meddele markedet om en gigantordre, en uge efter at detaljerede oplysninger om ordren var sluppet ud.
Det udløste en kursgevinst på knap fire procent, da verdens største producent af vindmøller forleden offentliggjorde sin største enkeltstående ordre nogensinde. Kursgevinsten havde dog højst sandsynligt været endnu større, hvis ikke nyheden om ordren havde ramt markedet en uge inden og udløst unormal høj handel i aktien og kursstigning,
Det skete, da kreditvurderingsbureauet Fitch i en analyse af amerikanske Terra-Gens vindmølleprojekt offentliggjorde detaljerede informationer om ordren, der ventes at indbringe Vestas mere end fire mia. kr. Her blev det samtidig slået fast, at finansieringen af vindmøllerne var på plads.
Efter Vestas sent onsdag aften overbragte den glædelige nyhed til markedet via en fondsbørsmeddelelse, udtalte chefen for selskabets amerikanske forretning, Martha Wyrsch, at man var klar over, at der var informationer ude.
»Det var uheldigt. Men vi kommenterer aldrig, inden en aftale er på plads, så vores tilgang i denne sag var ikke at kommentere oplysningerne,« sagde hun til nyhedsbureauet Direct.
Men uanset om ordren var forhandlet helt færdig med Vestas eller ej, kan Vestas have pligt til at oplyse markedet.
Pligt til at oplyse marked
Børsretsekspert Jesper Lau Hansen ønsker ikke at kommentere den konkrete sag, men udtaler:
»Så længe en aftale ikke er endelig indgået, kan en virksomhed holde mund - med mindre der opstår rygter i markedet, der kan forvirrer markedsdeltagerne. Sker det, kan der opstå pligt til at reagere og oplyse markedet,« siger han.
»Jo mere præcis lækagen, er og des mere,der bliver lagt mærke til den, desto mere taler for, at selskabet må reagere,« siger Jesper Lau Hansen og tilføjer, at reglerne på området ikke er klokkeklare.
At der blev lagt mærke til oplysningerne fra Fitch, vidner den ekstraordinære handel i aktien om, og at oplysningerne var præcise, bekræftede Vestas selv med dets fondsbørsmeddelelse ugen efter. Vestas-aktien steg 15. og 16. juli med henholdsvis 3,8 og 2,2 pct., mens C20-indekset faldt over de to dage. Da ordren blev offentliggjort ugen efter, udløste det en kursgevinst på 3,8 pct.
Kommenterer ikke alt
Alligevel holder Vestas' kommunikations- og IR-chef, Peter Wenzel Kruse, fast i, at Vestas' politik på området er den rette.
»Vi kommenterer kun, når der er en færdig aftale. Ellers kunne vi ikke lave andet end at kommentere alle mulige og umulige rygter,« siger han og afviser, at den politik kan gradbøjes.
Uanset hvor stor ordren er.
»Det ville vi ikke kunne styre. Der er så mange projekter i vores liv. Det kan vi ikke angribe ad hoc. Aktiemarkedet skal vide helt præcis, hvor de har Vestas. Det er grunden til, at vi har det meget firkantede princip,« siger Peter Wenzel Kruse.
Han vurderer, at det meste af Vestas' pipeline af ordre er offentlig tilgængelig, hvis man graver efter det.
Nye regler på vej
Netop reglerne om oplysningspligt har gennem længere tid været genstand for debat, og i Finanstilsynet oplyser vicedirektør Julie Galbo, at tilsynet i øjeblikket arbejder på et lovforslag, der forventes fremsat i efteråret, hvor reglerne præciseres.
Julie Galbo ønsker ikke at kommentere den konkrete sag. Det gør man heller ikke på Københavns Fondsbørs, hvor Tine Rau Schiøtt, der står i spidsen for overvågningsafdelingen, udtaler:
»I vores løbende overvågning holder vi øje med informationsstrømmen i markedet og sammenholder den med meddelelserne fra selskaberne. I den sammenhæng skelner vi mellem konkrete lækager og spekulationer,« siger hun.

































