Europa-Parlamentet forkaster aftale, der giver de amerikanske myndigheder mulighed for adgang til europæeres bank-data som et led i terrorbekæmpelse. De borgerlige frihedsrettigheder tæller højere, mener et stort flertal i Parlamentet.
11. februar 2010, 13:39 – opdateret 11. februar 2010, 13:43
Europa-Parlamentet har med et overbevisende flertal stemt nej til en intern aftale mellem EU og USA, hvorefter amerikansk politi og efterretningsvæsen skulle have adgang til europæeres bankdata i jagten på terrorister.
Dermed er der skabt en politisk krise i forholdet mellem USA og Europa. Den amerikanske regering har arbejdet hårdt over for EU-landenes regeringer med at få den såkaldte Swift-aftale på plads. Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton skal således have presset flere EU-landes ledere for at få dem til at gøre deres politiske indflydelse gældende i Europa-Parlamentet og sikre et ja til aftalen.
Men Swift-aftalen faldt med et brag ved afstemningen i Europa-Parlamentet i dag , hvor 378 stemte imod aftalen og kun 196 for. Langt ind i de borgerlige rækker er der betydelig modstand mod aftalen, der gav de amerikanske myndigheder mulighed for at få adgang til europæiske borgeres personlige
data og det europæiske erhvervslivs transaktioner.
Aftalen indgået mellem EU og USA i februar indebar, at de amerikanske myndigheder kunne få adgang til europæiske data i det såkaldte Swift-pengeoverførselssystem, der håndterer 15 millioner internationale pengeoverførsler om dagen. Men aftalen har vakt betydeligt oprør i de europæiske lande, hvor man frygter at den mindsker den personlige frihed og også kan bruges til industrispionage.
”Vi vil have en ny og bedre aftale, der sikrer borgernes privatliv. Kampen mod terrorisme har øverste prioritet, men i Europa kan vi ikke blot skubbe borgernes fundamentale rettigheder til side,” siger formanden for socialdemokraterne i Europa-Parlamentet, Martin Schulz.
Alt tyder nu på, at USA skal give indrømmelser for at få en ny aftale med EU på plads.

































