Trygvesta er tvunget til at hæve præmierne på sine forsikringer, og det vil ske, selv om det koster kunder. Det konstaterede koncernchef Stine Bosse på selskabets kapitalmarkedsdag i London.
1. september 2009, 11:45 – opdateret 18. maj 2012, 15:50
Forsikringsselskabet Trygvesta vil kun gøre forretninger, hvor det kan tjene penge, og derfor skal prisen på selskabets forsikringer op.
Det fastslog koncernchef i Trygvesta, Stine Bosse, da hun mødtes med investorer, aktieanalytikere og presse på selskabets kapitalmarkedsdag på et hotel i London tirsdag formiddag.
”Når vi taler om profitabel vækst, så mener vi virkelig, at den skal være profitabel, hvis ikke trækker vi os tilbage,” sagde koncernchef i Trygvesta, Stine Bosse.
Siden sidste år har Trygvesta varslet præmieforhøjelser, og det gælder så godt som alle forsikringer, store som små, på nær bilforsikringerne.
”En måned efter, at vi sagde, vi ville hæve præmierne, sagde Alm. Brand, at de også har brug for det. Der var ingen andre, der sagde det, men de gjorde det, og nu har Topdanmark også sagt det officielt. Vi har haft forskellige argumenter, men for alle er det klart, at præmierne skal op,” sagde Stine Bosse.
Antallet af indbrud stiger
Trygvestas hovedargument for de højere præmier på privatforsikringer har været, at antallet af indbrud er steget, og når først skaden er sket, så har danskerne haft flere værdier i deres hjem, så erstatningen blev større. Desuden forudser det flere skader, fordi klimaet ændrer sig.
Samtidig har forsikringsselskabet præsenteret flotte resultater ikke mindst takket være afkastet fra dets investeringer, og det giver et forklaringsproblem.
”Det er svært at komme ud med et godt resultat, og samtidig sige, at der er behov for at hæve præmierne. Men basisforretningen gik ikke, som den skulle og det var nødvendigt,” forklarede Stine Bosse.






























































