Jyske Bank, Trygvesta og Topdanmark risikerer at ryge ud af det prestigefyldte C20-indeks. De tre selskaber risikerer ifølge direktør Bjørn Sibbern fra Københavns Fondsbørs at blive afløst af helt nye selskaber, som vil lade sig børsnotere i løbet af 2010, når selskaber som ISS, Falck og TDC ventes at komme tilbage i det danske elite-indeks.
Det skriver dagbladet Børsen. Jyske Bank, Trygvesta og Topdanmark var de lavestrangerende selskaber, da C20-indekset sidste gang blev gjort op i november 2009. Indekset omfatter de 20 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs og tæller selskaber som A.P.Møller-Mærsk, Vestas, Danske Bank og DSV. Ifølge Bjørn Sibbern vil cirka fem store danske virksomheder vil lade sig børsnotere i løbet af 2010.
»Det må formodes at flere af disse selskaber vil ramme C20-indekset. Men det er selvfølgelig markedet, der afgør det,« siger Bjørn Sibbern. Det har stor betydning for børsnoterede selskaber, at komme ind i C20-indekset, forklarer seniorstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea. »En del store udenlandske investorer kigger kun i C20-indekset, når de skal positionere sig i Danmark. Det vil sige, at man får en del købere i sin aktie alene ved at figurere i C20. Derudover bliver et C20-selskab mere kendt i offentligheden og dermed som brand,« siger Henrik Drusebjerg.














