Tilsyn retter luppen mod bankernes forretningsmodel

Fremover er det ikke nok, at bankerne alene overholder lovmæssige krav til, hvor mange penge, de skal have på kistebunden til dårlige tider.

Finanstilsynet vil langt mere aktivt end tidligere gribe fat i selve bankens forretningsmodel og skride ind over for lidt for vækstivrige banker, der er på vej ud over kanten. Det fastslår Finanstilsynets direktør, Ulrik Nødgaard, på en sektorkonference arrangeret af Mandag Morgen og Finansforbundet.

Målet er at undgå sager som Roskilde Bank og Fionia Bank, som blot er de største af de banker, der inden for de seneste år er bukket under i finanskrisen.

- Vi kigger meget på holdbarheden af forretningsmodeller. Selv om man ikke er i nærheden af noget, der minder om en lovovertrædelse, så skal vi kigge på de steder, hvor der kan opstå problemer, siger Ulrik Nødgaard. Han glæder sig over, at tilsynet via ny lovgivning har fået skrappere muligheder for at gribe ind over for banker, der er lidt for udlånsivrige.

- Det er altid rart at få lidt skarpere ammunition. Bl.a. er vi rigtig glade for det, vi kalder styrkede indgrebsmuligheder. Hvis et institut er på vej ud over kanten, vil vi gerne kunne gå ind, mens instituttet er på vej hen mod kanten. Der vil vi kunne gå ind og påbyde instituttet til at rette ind. Før var det ikke ulovligt at vokse hurtigt. Men nu kan vi med loven i hånden sige, at nu skal I vokse langsomt, siger Ulrik Nødgaard.

Til at styrke finanstilsynets arbejde med at kontrollere især banksektoren har tilsynet samtidig fået tilført ekstra mandskabsressourcer, hvilket glæder Ulrik Nødgaard. De ekstra ansatte skal bl.a. bruges til at føre et bedre tilsyn med bankernes likviditetsmæssige helbred.

- Vi har følt et behov for at blive en kant skarpere på det likviditetsmæssige i tilsynet. Så det har vi prioriteret op - også fordi, der sker rigtig meget på det her område med regulering osv., pointerer Ulrik Nødgaard.

I alt er der lidt flere end 200 ansatte i Finanstilsynet - og Folketinget har bevilget 25 mio. kr. til at styrke tilsynet.

RB-Børsen

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu