Roskilde Bank og BankTrelleborg har ikke rystet den danske befolkning. Tilliden til bankerne er stadig høj, og kun meget få overvejer at skifte bank som følge af situationen.
15. september 2008, 07:00 – opdateret 16. maj 2012, 15:17
Kun få danskere overvejer at skifte bank efter at have set, hvor galt det kunne gå i Roskilde Bank og BankTrelleborg.
Helt præcist er det tre pct. af befolkningen, som har tænkt på at hæve sparepengene og finde en mere sikker bank til at passe på dem. Det viser en Gallup-undersøgelse, som Berlingske Business har fået lavet.
»Det er et godt tegn, der viser, at der ikke er mistillid til det generelle finansielle system. Hele argumentet for at gå ind og redde Roskilde Bank var, at den mistillid skulle undgås, og der er noget, som tyder på, at det er lykkedes,« siger professor Per H. Hansen fra Handelshøjskolen i København.
Blandt de få kunder, der overvejer at finde en ny bank, er det ikke nødvendigvis en stor bank, de flygter til. Lidt over halvdelen af dem vil vælge Danske Bank, Nordea, Jyske Bank eller Sydbank, men resten foretrækker en mindre bank.
Privatkunder slap fri
Forklaringen på danskernes mere eller mindre blinde tillid til systemet ligger sandsynligvis i, at ingen privatkunder har mistet deres opsparing hverken i Roskilde Bank eller BankTrelleborg.
»Vi har set et banksystem, hvor der værnes om kunderne. Den politiske håndtering af bankkriser har altid haft øje for først og fremmest at beskytte kunderne, og det ved de godt. Det betyder, at de danske bankkunder ikke har grund til store bekymringer,« siger økonom i Forbrugerrådet Carsten Holdum.
Det viser sig også i Gallup-undersøgelsen, da et stort flertal venter, at nye banker i problemer også vil blive reddet. Der er dog 13 pct. af de adspurgte, som finder det sandsynligt, at en bank får lov til at gå helt nedenom og hjem.
Glæde hos bankerne
Hos bankerne selv er der glæde over Gallups tal. De viser, at redningsmissionen i såvel Roskilde som Slagelse, hvor BankTrelleborg havde hjemme, har givet mening.
»Det er absolut positivt, at vi oplever, at danskerne stadig har den tillid, som vi har gjort så meget for at opretholde. Det er utrolig vigtigt for os, at den er til stede,« siger Peter Schütze, der er formand for Finansrådet, som er bankernes brancheorganisation.
Både Roskilde Bank og BankTrelleborg er klandret for deres meget aggressive salg af egne aktier til deres egne kunder. I Roskilde er værdien af aktierne forduftet helt, mens der var lidt til overs til de små aktionærer i BankTrelleborg.
Lidt overraskende viser Gallup-undersøgelsen, at 40 pct. af bankernes privatkunder har aktier i deres bank, men også at de gerne vil beholde dem. Ni ud af ti kunder med aktier i banken svarer således, at de ikke overvejer at sælge aktierne. Det kan dog have sin forklaring.
»En del af kunderne har haft aktierne i lang tid, og hvis de skal sælge dem nu, så kommer de til at realisere et stort tab,« siger professor Per H. Hansen.
Sælg ikke hovedkulds
Hos Forbrugerrådet vil Carsten Holdum ikke opfordre til, at kunderne hovedkulds sælger deres bankaktier, men han finder det omvendt foruroligende, at så mange ligger inde med dem.
»Husholdningernes andel af bankaktier er langt større end markedets, og det tyder på, at bankerne gør meget for at sælge deres egne aktier til dem. Nogle køber, fordi de får særlige fordele i banken, og andre fordi de gerne vil støtte lokalbanken i lokalområdet, men det indgår ikke i en almindelig investeringsportefølje,« siger Carsten Holdum.
Finansrådet forsvarer derimod sine medlemmer, og henviser til, at det kan give mening at have aktier i egen bank.
»Det er i orden, at kunderne køber bankens egne aktier for at få nogle andre fordele i banken, så længe det ikke drejer sig om mere end 5.000-10.000 kr. Hvis det drejer sig om større beløb, så skal der rådgives ordentligt, og kundens investeringer skal fordeles på flere områder,« siger Peter Schütze.






























































