Den svenske velhaverbank HQ Bank har i årevis reelt været underkapitaliseret og har groft overtrådt både regnskabs- og bankregler. Derfor er banken med øjeblikkelig virkning blevet lukket og kræves tvangslikvideret af det svenske finanstilsyn, Finansinspektionen.
30. august 2010, 09:50 – opdateret 30. august 2010, 10:06
HQ Bank, der tidligere var investeringsselskabet Hagströmer & Qviberg, er med øjeblikkelig virkning blevet lukket af det svenske finanstilsyn. Banken har ca. 150 ansatte, 8.000 aktionærer, 20.000 kunder, og forvaltede et indlån på 3,5 milliarder svenske kr. (2,8 milliarder danske kr.) og investeringer på omkring 60 milliarder svenske kr.
Læs også: Sverige sætter dato på frasalg af nordiske klenodier
Ifølge den svenske Finansinspektion har HQ Bank blandt andet groft overvurderet værdien af bankens handelsportefølje, og reelt været underkapitaliseret siden december 2008. Banken har dermed ifølge myndighederne brudt såvel regnskabs- som kapitaldækningsreglerne.
Grov overtrædelse af reglerne
"De risici som banken har taget har været så store at de hr sat bankens overlevelse på spil. Ledelsen og den adm. direktør har dermed ikke begrænset bankens risikotagning, hvilket loven kræver," skriver Finansinspektionen i sin afgørelse, der fortsætter:
"På trods af at Finansinspektionen allerede i 2008påpegede at banken havde brister i sin risikohåndtering havde banken endnu ikke i maj 2010 haft en risikoafdeling, som fulgte reglerne for bemanding, kompetence og uafhængighed. Banken har desuden løbende afleveret utilstrækkelig, og i væsentligt omfang fejlagtig, information til Finansinspektionen, blandt andet om sin kapitalsituation. De problemer der har været er dermed blevet skjult," hedder det svidende i afgørelsen.
Læs også: Millionerne ruller ind hos svenske succesforfattere
Så sent som i fredags oplyste HQ at man ville gennemføre en aktieemission til 1 milliard svenske kr., der var fuldt garanteret af eksisterende aktionærer. Sideløbende har der dog ifølge den svenske erhvervsavis været forhandlinger om et salg af bankaktiviteterne til bl.a. Nordea, SEB, Handelsbanken, investeringsbankerne Carnegie og ABG Sundal Collier, kapitalfonden EQT og den norske storbank DnB NOR, men uden resultat.
Banken åbnede ikke mandag
Banken selv påstod søndag, at man ville være åben i dag, mandag, men det har vist sig ikke at være tilfældet.
"Banken har på særdeles alvorlig vist overtrådt de mest centrale bestemmelser for banker. Nogen anden sanktion end tilbagekaldelse af bankens tilladelse kan derfor ikke komme på tale," fastslog Finansinspektionen, der har begæret banken tvangslikviditeret.
Finansinspektionen har tidligere vist tænder, da man efter talrige problemer i den store nordiske investeringsbank Carnegie også fjernede tilladelserne, hvilket betød at Carnegie i en periode blev statsejet.
HQ-aktien er i dag faldet med op til 47,25 kr., eller 85 pct., til kurs 8,25 kr. på Stockholmsbørsen.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten