Intet lys for enden af tunnellen. Danske Banks direktør kan ikke se bunden af krisen.
5. februar 2009, 11:36
Topchefen i Danske Bank, Peter Straarup, kan ikke med sikkerhed sige, at man er ovre det værste med finanskrisen. Det erkender han i interview med RB-Børsen/ritzau.
"Nej, det kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt," svarer han på spørgsmålet om, hvorvidt han kan se, hvornår det begynder at blive bedre.
"Vi kigger da også på økonomiske nøgletal, der bliver sprøjtet ud - det ser ud som om, at der er en vis udfladning - f.eks. i de servicetal, som kom mandag. Jeg så også, at Mærsk var ude og hæve raterne. Er det et tegn på, at vi er ved at nå en bund? Det kan man håbe, men jeg kan ikke svare på det," siger han.
Recessionen har varet længe, men tempoet er måske gået ned.
"Vi har været i en recession længere, end vi har vidst. Recessionen er stadig i en nedadgående fase. Tempoet, som vi havde i 4. kvartal, tror jeg dog ikke, vi har på nuværende tidspunkt. Kurven er ikke begyndt at gå opad eller blive flad. Den falder stadigvæk. Jeg kan endnu ikke se det berømte lys for enden af tunnelen," siger han.
RB-Børsen
RB-Børsen






























































