Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Statens oprydder chokeret over dårligt bankhåndværk

Formanden for Finansiel Stabilitet, Henning Kruse-Petersen, er dybt rystet over de seneste afsløringer om EBH Bank. Fjerritslev-bankens kollaps tegner til at blive den værste finansielle skandale i nyere tid.

Henning Kruse-Petersen har set lidt af hvert. Gennem de sidste 30 år har han utallige gange været i begivenhedernes centrum i den danske finansverden. Blandt andet som direktør i daværende Unibank, der i 1992 var ved at kollapse oven på fusionen med Privatbanken.

Henning Kruse-Petersen var også som direktør i sparekassen SDS i 1980erne, en af de første herhjemme til at indtroducere de siden så udskældte kapitalfonde. Samtidig var han op gennem 1990erne direktør i Nykredit, inden han for få år siden droslede ned og i dag primært er bestyrelsesformand. Bankkriser og kontroversielle sager er således langt fra uvant stof for Henning Kruse-Petersen.

Alligevel tøver Henning Kruse-Petersen, der i dag blandt andet er formand for statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet, ikke, når han skal karakterisere omfanget og grovheden af de nuværende synder i den danske bankverden. Senest med skandalen om EBH Bank, der bare synes at blive værre dag for dag.

»Jeg har i de 16-17 måneder, jeg har været formand for Finansiel Stabilitet, været overrasket og forbløffet over de ting, der er foregået i danske banker. EBH Bank er selvfølgelig et kapitel for sig med handlinger, der ser ud til at være kriminelle. Men generelt er jeg rystet over bankhåndværket i flere af de banker, vi har fået ind. Det ligner klamphuggeri flere steder,« tordner 62-årige Kruse-Petersen.

»Det ser ikke pænt ud med EBH Bank. Det virker, som om de har brugt alle kneb - både for at berige sig selv og banken,« tilføjer han.

Ikke systemfejl

Henning Kruse-Petersen advarer dog mod at dømme alle danske bankdirektører på grund af grådigheden hos hvad han opfatter som enkelte brodne kar.

»Nu skal man passe på med ikke at skære alle over én kam. Jeg mener, at det er enkeltstående - men dog chokerende - eksempler. Jeg mener ikke, at dårligt bankhåndværk, overdreven grådighed eller deciderede kriminelle handlinger er hverdag i den danske bankverden,« påpeger Henning Kruse-Petersen.

Selv om den lange række af banker i Finansiel Stabilitet, der rummer grumme eksempler som Roskilde Bank, Capinordic Bank og ikke mindst EBH Bank, kan tyde på et generelt problem i banksektoren, så afviser Henning Kruse-Petersen al snak om, at skandalerne skyldes en systemkrise.

»Vi havde en periode fra 1993-2008, hvor vi havde medvind på alle cykelstier. Det kunne nærmest ikke lade sig gøre at træffe dårlige beslutninger. Og måske mistede vi i den periode noget af vores årvågenhed. Det er dog ikke systemfejl. Vi har nogle fornuftige systemer, men lovgivning og systemer kan man altid omgå,« konstaterer han.

Decideret klamphuggeri

Han peger på, at der er markante forskelle på flere af bankerne i skraldespandsselskabet. Flere har udvist dårligt bankhåndværk - eller decideret klamphuggeri med Kruse-Petersens egne ord - mens andre har været eksponeret helt forkert mod eksempelvis ejendomsmarkedet. Men indtil videre tyder ikke meget på, at flere andre end direktionen i EBH Bank har flirtet med direkte kriminalitet.

»Jeg har aldrig anset folkene i Roskilde Bank for at være kriminelle. I Roskilde Bank var man aggressiv, forkert eksponeret og lavede dårligt bankhåndværk. Det er modsat EBH Bank, hvor meget tyder på, at der også er foregået noget kriminelt,« siger Henning Kruse-Petersen.

Hans udfald mod EBH Bank kommer efter, at bank-skandalen fra den lille nordjyske by Fjerritslev nærmest vokser dag for dag. En lang række både civilretlige og strafferetlige undersøgelser kulminerede i sidste uge, da Finanstilsynet bad Bagmandspolitiet kulegrave det, der ligner danmarkshisto­riens største sag om kursmanipulation i EBH Bank.

Senest kunne Dagbladet Børsen i går fortælle, at Finanstilsynet mistænker de to tidligere bankdirektører Finn Strier Poulsen og Jens Nielsen for direkte at have aftalt Fjerritslev-bankens aktiekurs med en børsmægler i storbanken Dexia.

Snart kan et kæmpe hul i jorden i Tuborg Havn dog risikere at stjæle billedet på avisforsiderne. Det varer nemlig ikke længe, inden en redegørelse fra advokat Carsten Foged om forholdene i den krakkede rigmandsbank, Capinordic Bank, er færdig.

En foreløbig redegørelse fra Carsten Foged, der også lavede en redegørelse om forholdene i EBH Bank, ventes klar inden for få uger.

Og hvad den kan blotlægge af eventuelt klamphuggeri eller deciderede kriminelle forhold ventes med stor spænding i den danske finansverden.

 




Markedet lige nu