200 medarbejdere i Lloyds, som den britiske stat er medejer af, har udsigt til en bonus på op til 80 procent af deres løn.
4. december 2009, 08:45
De britiske skatteydere har grund til at være forargede. Under finanskrisen blev staten delvis medejer af finanshuset Lloyds, og nu står det klart, at omkring 200 ledende medarbejdere i Lloyds får en bonus på op til 80 procent af deres løn. Det skriver den britiske avis The Times.
Tilmed får de deres bonus, fordi de har deltaget i Lloyds overtagelse af det store britiske realkreditinstitut HBOS, som kom i vanskeligheder under finanskrisen. Den fusion kostede 11.000 mennesker deres job.
Blot to dage efter, at den amerikanske investeringsbank Lehmann krakkede i september 2008, begyndte rygterne om, at Lloyds ville overtage HBOS, og at Lloyds topchef havde talt med Storbritanniens premierminister, Gordon Brown, om transaktionen.
Først i januar var transaktionen en realitet, og der gik ikke lang tid, før det stod klart, at tabene i HBOS ville blive større end først antaget.
Topchef i Lloyds Eric Daniels står til en bonus på 828.000 britiske pund svarende til næsten syv millioner kroner.






























































