Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Staten hænger på storbank i årevis

Der vil gå år, før staten kan slippe ud af Vestjysk Bank, som den onsdag blev storaktionær i.

Vestjysk Bank konverterede indskudt kapital for 287,6 mio. kr. til aktier i Lemvig-banken.

Dermed ejer staten nu 53,1 pct. af den samlede aktiekapital. Dertil kommer 45,2 pct. af aktierne i Aarhus Lokalbank, som - hvis alt går som planlagt - smelter sammen med Vestjysk Bank i løbet af foråret.

Og selvom staten egentlig gerne vil af med aktierne, erkender Peter Brixen, afdelingschef i Finansministeriet med ansvar for statsligt ejerskab, at det ikke kan lade sig gøre lige med det første.

"Det er klart, at Staten ikke har en langsigtet interesse i at være engageret i den danske banksektor, så den er i princippet til salg. Men det er nok ikke noget, der kommer til at ske meget hurtigt," siger Perer Brixen.

Muligheden for at sælge aktierne er simpelthen ikke til stede med de markeder, bankerne bakser med for øjeblikket.

"Det giver ikke nogen mening lige nu, det kræver at der er noget efterspørgsel," siger Peter Brixen, som understreger, at fokus lige nu er at gennemføre den kapitalplan, som skal få brylluppet mellem Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank til at blive en succes.

Finn Østrup, professor i finansiering ved Copenhagen Business School (CBS), er sikker på, at det vil tage flere år at afsætte de mange aktier.

"Der vil gå mange år før markedet bliver så godt at man vil kunne komme af med dem," siger Finn Østrup, som dog  ikke finder det problematisk, at staten er ejer i en overgang. I hvert fald, hvis alternativet er en afviklingsmodel, hvor de gode dele af banken sælges billigt, mens staten hænger på de dårlige.

"Hvis vi går tilbage i historien, så er der masser af eksempler. Jeg synes faktisk, det er en god løsning, at staten kører bankerne videre i en periode i stedet for at lade dem går ned," siger han.

De to banker annoncerede deres forlovelse sidst i januar.

Udover konverteringen af dele af statens kapitalindskud, afhænger planens succes af, at Vestjysk Bank kan udvide aktiekapitalen med mellem 250 og 300 mio. kr. Sektoren har allerede nikket til, at yde et ansvarligt lån på 200 mio. kr. og Nationalbanken har hjulpet Vestjysk Bank af med et ordentligt læs DLR Kredit-aktier.

Det et omkring et år siden, at Aarhus Lokalbank valgte at konvertere 147 mio. kr af statens kapitalindskud til aktier, hvilket gav staten 67 pct. af aktierne. Ejerandelen er nu nedbragt til 45,2 pct., fordi andre investorer har valgt at konvertere indskud til aktier, oplyser Finansministeriet.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu