Sladrehanke i banker skal afsløre kollegers svindel

En ordning, hvor kollegaer kan sladre om hinanden, skal nu stoppe vilde udlån og investeringer, der er helt i skoven

Hvis en ansat i Danske Bank oplever, at chefen eller kollegaen fodrer kunderne med vilde lån og tvivlsomme investeringer, kan han fremover slå alarm - helt anonymt. Landets største bank indfører nu som den første i branchen en ordning, hvor medarbejdere kan tippe bankens øverste ledelse, hvis de har mistanke om, at andre i banken gør noget, de ikke bør. Det skriver Politiken.

»Vi har fået et telefonnummer, hvor man uden 'vis nummer' kan ringe til vores revisionsafdeling. Man kan ringe om alt, hvor man gerne vil blæse i fløjten og spørge: Er det her rigtigt eller forkert«, siger underdirektør Bent Jespersen. Danske Banks såkaldte whistleblowerordning får ros af de bankansattes fagforening, Finansforbundet. Her mener man, at det kunne have reddet banker fra krise og krak, hvis de ansatte havde haft mulighed for at røbe deres viden om interne forhold. Forbundet så dog hellere, at de ansatte kunne henvende sig til en uafhængig myndighed som Finanstilsynet.

»I EBH og Roskilde Bank har stærke direktioner kunnet styre bestyrelserne, så hvis det skal fungere, skal det være en instans helt uden for banken, som har mulighederne og midlerne til at kulegrave en hel virksomhed«, siger næstformand Kent Petersen. En sådan løsning kan meget vel blive til virkelighed. Der tegner sig et politisk flertal for ideen.

»Det er et interessant forslag, som jeg ser positivt på. Det kunne være en form for hotline til Finanstilsynet«, siger erhvervsordfører Jacob Jensen (V), der vil tage det op med Folketingets andre partier. Han kan forvente positiv indstilling fra SF og Socialdemokraterne.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu