Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Skatteyderne garanterer for FIH-lån på 25 mia

Det islandske ejerskab har sat FIH Erhvervsbanks forretningsmodel under pres, og det har tvunget banken til at udstede obligationer garanteret af den danske stat for foreløbig 25 mia. kr.

Garantien, som skatteyderne i sidste ende hæfter for, kan meget vel blive fordoblet til 50 mia. kr., skriver dagbladet Børsen.

»FIH har historisk brugt det internationale fundingmarked meget aktivt. Og det blev altså nærmest til permafrost under finanskrisen, og nu er der meget lukket omkring alt islandsk-relateret. Så ejerskabet har om noget en negativ indflydelse på FIH lige nu,« erkender bankens adm. direktør, Henrik Sjøgren.

Ifølge FIH er det nødvendigt at tegne de statsgaranterede obligationer for at sikre bankens fremtidige likviditet, og det ville have vidtrækkende konsekvenser for den videre drift, hvis staten havde afvist at garantere for långivernes indskud.

Blandt andet havde det været nødvendigt at reducere udlånet, der ved årets start lød på 64 mia. kr., så det matchede indlånet på 20,7 mia. kr. - altså en voldsom minimering af forretningen.

»Jeg skal være ærlig at sige, at den her statsgaranti kom på et fornuftigt tidspunkt for os, fordi vi har den ejersituation vi har. Det allerbedste alternativ havde været at køre udlånsbalancen ned i løbet af det sidste halvandet års tid. Det er jo også en fundingkilde (finansieringskilde, red.) - altså at have et minde udlån end indlån,« siger Henrik Sjøgren.

Frem til den 30. juni kan banken frit udstede flere obligationer, så staten i sidste ende kan garantere for 50 mia. kr., skriver Børsen.

 




Markedet lige nu